Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Dygtige ledige jagter traineeplads

Den 6. juni startede 23 deltagere op på det nye omskolingsforløb, som Ejendomsforeningen Danmark har indgået aftale om med Finansforbundet. Forløbet skal hjælpe nogle af Finansforbundets ledige medlemmer med at tage springet over i en ny karriere inden for ejendomsadministration. Omskolingsforløbet varer i alt ni dage, og det er intentionen, at så mange af deltagerne som muligt herefter skal fortsætte i en traineeansættelse hos en virksomhed i ejendomsbranchen.

Mens otte af deltagerne er blevet tilknyttet en virksomhed som trainee, har de øvrige deltagere indtil videre kun været til samtale med én eller flere virksomheder. Huset Net har været med på kursus og talt med en række af de deltagere, der stadig er på jagt efter en aftale med en virksomhed om et traineeforløb.

Hvis din virksomhed er interesseret i at ansætte en trainee, kan du kontakte udviklingskonsulent Lotte Rendtorff på lre@ejendomsforeningen.dk og bede om adgang til CV-databasen med kandidaterne. Da alle kandidaterne er bosat i København eller det øvrige Sjælland, er det også her, de som udgangspunkt søger traineeplads.

Stor erfaring og indsigt i branchen

En ting, der går igen hos mange af deltagerne, er en meget stor erfaring og faglig ballast. Gitte Mathiesen har eksempelvis arbejdet som bankrådgiver for private hos Nordea i over 30 år. Her har hun blandt andet rådgivet om finansiering af ejer- og andelsboliger, og derfor har hun allerede et grundigt kendskab til disse boligtyper, som også er dem, hun helst vil arbejde med administration af. Da hun hørte om muligheden for at blive omskolet til ejendomsadministrator, syntes hun, det lød som en god mulighed for at arbejde med mange af de samme emner på en ny måde.

”Jeg synes indtil videre, at projektet svarer rigtig godt overens med mine forventninger, og det er spændende at lære noget nyt. Det virker som et job med masser af ansvar”, siger hun.

Det er ikke kun Gitte Mathiesen, der allerede har et godt forhåndskendskab til ejendomsbranchen. Det er der faktisk rigtig mange af deltagerne, der har. Som Lone Abildgaard, der er uddannet i et pengeinstitut og har arbejdet med kunderådgivning i 30 år. Fra 2015-16 var hun ansat i en virksomhed, der beskæftiger sig med udlejning af ejendomme. Desuden har hun taget efteruddannelser inden for kommunikation, regnskab og forvaltning.

”Jeg er god til at sætte mig ind i nye ting, og jeg er glad for kundekontakt og at hjælpe mennesker. At få løst problemer. Det er noget, der betyder noget for mig", fortæller hun.

Og så er der Anita Heiselberg, der har arbejdet i Realkredit Danmark i 32 år, hvor hun har arbejdet med ejendomsvurderinger, rådgivning af private og erhverv samt sagsbehandling og inkasso. I år har hun desuden taget et kursus i udvidet regnskab.

”Jeg ser derfor jobbet som ejendomsadministrator som en god pendant til opgaverne i mit tidligere job, og jeg synes, at både administration af foreninger og erhvervsejendomme lyder rigtig spændende”, siger hun.

Personlig interesse i ejendomme

Faktisk har ejendomme udviklet sig til en personlig interesse for flere af deltagerne. Det fortæller blandt andet Uwe Wind, der oprindeligt er bankuddannet og kommer fra en stilling hos Nykredit. Han har i over 30 år arbejdet med erhverv og har herigennem også fået en del erfaring med ejendomsbranchen. Desuden har han en delvist færdiggjort uddannelse som ejendomsmægler bag sig.

”Jeg har stadig alle de gamle bøger stående hjemme i reolen. Så da jeg hørte om dette projekt, var det som en gammel cirkushest, der blev vakt til live, og jeg skyndte mig at tilmelde mig. Det er noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at beskæftige mig med igen", fortæller han.

Det samme er tilfældet for Michael Falck, der har en bankmæssig baggrund og i 20 år har arbejdet med erhverv i Nordea som rådgiver. Hans interesse for ejendomme blev for alvor vakt, da han overtog administrationen af en etageejendom. Det var lige omkring, da man indførte reglerne for omkostningsbestemt leje, og han måtte derfor i gang med at sætte sig ind i lovgivningen. Det blev starten på en interesse, der har varet ved.

”Så da jeg så, at flere og flere virksomheder søgte ejendomsadministratorer, tænke jeg, at det var lige mig. Jeg har jo allerede mange af de relevante kompetencer i forhold til jobbet. Det er selvfølgelig noget, der skal bygges videre på, og derfor er det rigtig, rigtig godt med et tilbud som dette”, siger han.

Håber virksomheder får øjnene op for kompetencer

Der er i det hele taget stor tilfredshed hos kursusdeltagerne med omskolingsforløbet, som de håber kan blive springbrættet ind i en branche, som de allerede føler sig godt rustet til. Julija Artemjeva er oprindelig fra Litauen og har arbejdet for både Nykredit, BRFkredit, Nordea og Alm. Brand. Hun har desuden været på forskellige kurser i økonomi og regnskab. Hun ser jobbet som ejendomsadministrator som en naturlig fortsættelse fra hendes tidligere ansættelser.

”Det er en branche, hvor man anvender de kompetencer, jeg allerede har. Samtidig er der mulighed for, at jeg kan videreudvikle mig. Det er det, jeg gerne vil: Bruge mine kompetencer, men samtidig udvikle mig”, fortæller hun.

Allan Weber har en HD i regnskab og økonomistyring. Han har ti års erfaring som leder i detailbranchen, hvor han har drevet en række benzintanke. Som bibeskæftigelse driver han en ejendomsservicevirksomhed, der udfører græsslåning, trappevask og lignende opgaver. Han mener, at jobbet som ejendomsadministrator favner mange af de samme ting, som han tidligere har beskæftiget sig med. Så da Finansforbundet tilbød ham muligheden for et omskolingsforløb, slog han til.

”Det er en spændende branche i rivende udvikling, men det er svært at komme ind, når man ikke har flere års erfaring fra branchen. Derfor håber jeg, at dette projekt kan gøre, at flere virksomheder får øjnene op for kompetencerne ude i andre brancher”, siger han.

FAKTA: Traineeforløb

En trainee ansættes af virksomheden for et år med en månedsløn på 24.000 kroner.

Se undervisningsplan for opkvalificeringsforløb

Virksomheden sparer studieafgiften på de første to fag på EA-uddannelsen, som bliver betalt af Finansforbundet.

Indtil videre er otte kandidater blevet ansat som trainees. Disse virksomheder har ansat én eller flere trainees:

  •   CEJ
  •   DEAS
  •   DATEA
  •   Jeudan
  •   Palæ Ejendomsadministration
  •   ØENS Ejendomsadministration