Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt trainee-forløb: Database med CV'er åbner den 1. februar

Trainee-forløbet skydes atter i gang. Det er anden gang, Ejendomsforeningen Danmark og Finansforbundet samarbejder om at omskole ledige fra den finansielle sektor til ejendomsadministrationsbranchen.

Den 1. februar 2018 åbner adgangen til databasen, hvor kandidaterne uploader deres CV. Det er her, man som interesseret medlemsvirksomhed kan komme i kontakt med de ledige kandidater frem til den 1. april 2018.

Lige nu er det første hold trainees i gang med deres traineeansættelse.

Første trainees i gang

Det første trainee-forløb, der blev sat i gang i foråret 2017, er nu så langt, at tolv kandidater er i gang med deres trainee-ansættelse ude i landets ejendomsadministrationsvirksomheder. Ifølge Annemarie Lund Krumhardt, som er HR-direktør i ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan og medlem af Ejendomsforeningen Danmarks uddannelsesudvalg, ses en klar tendens blandt de nuværende trainees:

”En stor portion mod, arbejds- og livserfaring og et ønske om at skabe sig en ny karriere, selvom det er på et andet niveau end det man kommer fra, er fælles træk for kandidaterne i trainee-forløbet. At skulle starte forfra i en hel ny branche kræver forandringsvilje, men er samtidig én kvalitet, som vi sætter højt blandt vores medarbejdere”, siger Annemarie Lund Krumhardt.

Efterlyser flere virksomheder 

Anne Marie Oksen, som er formand for Ejendomsforeningen Danmarks uddannelsesudvalg og direktør i CEJ Ejendomsadministration, håber, at flere nye aktører fra branchen vil deltage, når det nye omskolingsforløb sættes i gang den 9. april 2018.

”Vi skal sammen bakke op om at løse den fælles udfordring, vi har med manglen på kvalificeret arbejdskraft i vores branche”, afslutter Anne Marie Oksen.

Huset 1 (februar 2018) bringer en længere artikel om trainee-forløbet, som ovenstående er et uddrag fra. I artiklens fulde længde kan du også læse trainee Hanne Rosenkilde fortælle om forløbet og arbejdsopgaverne som trainee.

Læs mere om blandt andet forløbet, ansættelse og vilkår

Der er adgang til CV-databasen i perioden fra den 1. februar til den 1. april 2018.