Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Københavns Kommune giver pålæg om altanregistrering uden hjemmel

Det seneste års tid har Københavns Kommune fortsat med at give ejerlejlighedsforeninger pålæg om at opmåle og indberette arealet på altaner og tagterrasser til det kommunale BBR-register. I brevet står der, at SKAT har besluttet, at alle altaner og tagterrasser i ejerlejlighedsejendomme, hvortil der er eneadgang, skal registreres i BBR. 

Kommunen oplyser desuden, at det er ejerens/administrators pligt at sikre, at oplysningerne i BBR er ajourført, og at registreringen af altaner/tagterrasser typisk skal ske inden fire uger. 

I brevene til ejerlejlighedsforeninger er der ikke henvist til nogen hjemmel, og Ejendomsforeningen Danmark har derfor bedt Københavns Kommune redegøre nærmere for hjemlen til de udstedte påbud.

Københavns Kommune oplyser i et skriftligt svar til Ejendomsforeningen Danmark, at kommunen slet ikke har hjemmel til at udstede påbuddene, men at man forventer, at en kommende revision af BBR-bekendtgørelsen vil indeholde en pligt til at registrere altaner og tagterrasser.

Københavns Kommune oplyser endvidere, at indsamling af oplysninger om altaner og tagterrasser derfor hviler på et frivilligt grundlag i hvert fald indtil, der bliver etableret en hjemmel i lov eller bekendtgørelse til at pålægge ejendomsejerne at indberette disse oplysninger.

Ejendomsforeningen Danmark finder det meget betænkeligt, at en offentlig myndighed uden hjemmel pålægger sine borgere og virksomheder byrder, som man ikke har hjemmel til.

Vi kommer til at følge sagen tæt, og vil anbefale Københavns Kommune, at kommunen selv påbegynder en frivillig registrering af altaner på grundlag af de detaljerede oplysninger om altaners størrelse, som kommunen allerede via byggesagsbehandling og byggetilladelser er i besiddelse af.

Endvidere vil Ejendomsforeningen Danmark bede kommunen om skriftligt at præcisere, at indsamling af oplysninger er baseret på frivillighed, således at ejerlejlighedsforeningerne ikke er underlagt de frister, som kommunen ellers har meldt ud.