Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt fra pressen

Venstres løfte om lav boligskat smuldrer

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), vil ikke længere give en garanti for, at ejendomsværdiskatterne fastfryses til 2025.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), vil ikke længere give en garanti for, at ejendomsværdiskatterne fastfryses til 2025. Ejendomsværdiskatten været fastfrosset siden 2002. Dengang betalte boligejerne 1 procent af boligens ejendomsværdi i skat og fastfrysningen betyder, at skatten i dag er den samme som i 2002, selvom boligen er steget i værdi.

Den politiske aftale er, at fastfrysningen gælder frem til 2020. Men under valgkampen lovede Venstre ro om boligskatten helt frem til 2025. Nu kalder finansministeren det for et ”forhandlingsspørgsmål”:

”Vi er i gang med et kæmpe arbejde omkring ejendomsvurderingerne, og vi har besluttet at udskyde de forhandlinger til efter sommerferien, fordi vi først skal have etableret et nyt ejendomsvurderingssystem, som der kan være tillid til (…) vores udgangspunkt for hele den her øvelse, er at vi ikke skal øge ejendomsbeskatningen, men det er et forhandlingsspørgsmål. Vi skal i gang med de politiske partier,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

15.02.2016 Børsen, politik, side 14-15, Peter Søndergaard og Tore Keller

Københavnerborgmestre slås om boliger til flygtninge

Københavns kommune leder efter indkvarteringsmuligheder til de første flygtninge, som kommer til København i starten af april.

Københavns kommune leder efter indkvarteringsmuligheder til de første flygtninge, som kommer til København i starten af april. Overborgmester Frank Jensen (S) vil oprette midlertidige boliger til 150 flygtninge i en kommunal kontorejendom på Ottiliavej i Valby.

Men både Dansk Folkeparti og Radikale Venstre afviser forslaget. Radikale Venstre opfordrer i stedet kommunen til undersøge mulighederne for at købe eller leje bygninger og boliger på det private marked. I en opdatering på Facebook kalder Københavns overborgmester Frank Jensen løsningen urealistisk:

”Radikale Venstre har i månedsvis efterlyst, at København skal tage flere flygtninge. Når de nu banker på vores dør, vil partiet ikke være med til at tage ansvar, men taler om urealistiske løsninger, helt uden forbindelse til boligsituationen i København, hvor tusindvis af københavnere i forvejen kæmper for at finde bolig,” skriver overborgmester Frank Jensen (S).

13.02.2016 Politiken, side 7, Søren Astrup

Flere unge københavnere flytter væk

Mange unge københavnere har valgt at sætte deres lejligheder til salg og flytte ud af byen.

Mange unge københavnere har valgt at sætte deres lejligheder til salg og flytte ud af byen. Høje salgspriser på ejerlejligheder i København har givet gode muligheder for at etablere sig i et parcelhus i en af forstadskommunerne. Og netop den løsning vælger et stigende antal unge.

De unge københavneres flytninger præger efterspørgslen på boligmarkedet i andre dele af landet. De mest populære tilflytningskommuner for unge københavnere er Gentofte, Gladsaxe, Hvidovre, Aarhus og Tårnby. Beregninger for Boligsiden.dk viser, at for den pris, man kan få for sin 80 kvadratmeter store ejerlejlighed i Københavns Kommune, kan det blive til en villa i størrelsen 75-130 kvadratmeter i de fem mest populære kommuner.

14.02.2016 Berlingske, Boligen, side 12, Troels Theill Eriksen, cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening

Huspriserne står i stampe

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser ikke de store udsving i priserne i januar.

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser ikke de store udsving i priserne i januar. Salgsprisen på en villa steg med 0,2 procent, og endte på 12.369 kroner per kvadratmeter. Det niveau har prisen ligget på de seneste ni måneder.

Udbuddet af villaer og rækkehuse er fortsat lavt og faldt yderligere med 2,1 procent i januar. Ifølge kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz, kan det lave udbud kan få betydning for huspriserne senere på året:

”Hvis udbuddet fortsætter med at være meget lavt, kan det øge efterspørgslen og dermed priserne. Men det vil typisk være i de områder, hvor der i forvejen er godt gang i boligmarkedet og i prisudviklingen, at det vil stramme til. Yderområderne vil ikke nødvendigvis opleve samme effekt,” siger kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, Birgit Daetz.

14.02.2016 Berlingske, Boligen, side 12, Anne-Mette Bache Jensen

Sådan rykker du din bolig en energiklasse op

Hvis man skal sælge, udleje eller fremleje sin bolig, er det et krav at få energimærket boligen og vurderet, hvor energiøkonomisk den er.

Hvis man skal sælge, udleje eller fremleje sin bolig, er det et krav at få energimærket boligen og vurderet, hvor energiøkonomisk den er. Man kan med få tiltag rykke sin bolig en energiklasse op og samtidigt spare penge, få bedre komfort og forbedre boligens salgspris. Et godt sted at starte er ved at få lagt ekstra isolering samt at få skiftet vinduer.

”Vi kan selvfølgelig opnå en stor besparelse på, hvor meget vi betaler for vores energiforbrug. Og står man i den situation, at man skal sælge, udleje eller fremleje sin bolig, så kan man få en højere pris, jo bedre energiklasse ens bolig tilhører,« siger energirådgiver hos Energitjenesten, Anette Louise Klidsbjerg.

14.02.2016 Jyllands-Posten, Boligoptimering, side 12, Anita Jensenius