Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt fra pressen

Tagboliger er en økonomisk gevinst

For at imødekomme den voksende efterspørgsel på boliger i Danmarks største byer bør man udnytte ældre ejendommes loftsrum og etablere tagboliger.

For at imødekomme den voksende efterspørgsel på boliger i Danmarks største byer bør man udnytte ældre ejendommes loftsrum og etablere tagboliger.

Hvis potentialet udnyttes fuldt ud, kan der i København alene etableres boliger til op mod 22.000 beboere. Det viser en undersøgelse foretaget af DTU Byg. Hos Dansk Byggeri er man positive men efterlyser vejledning til bygningsejerne:

”Omkring 1.000 nye beboere kommer f. eks. til København hver måned, og dem er man nødt til at skabe plads til. De har ofte et ønske om at bo centralt, og derfor er det oplagt at fortætte byen ved at udnytte de mange loftsrum (…) kommunen bør udarbejde en vejledning til bygningsejerne, så man ikke lægger planer for noget, som enten ikke kan lade sig gøre, eller hvor man kun får lov at lave bittesmå kviste i eksisterende tag (…) For det handler sjældent om, hvorfor man gerne vil etablere tagboliger, men mere om hvordan og om det overhovedet kan lade sig gøre,” siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

16.02.2016 Jyllands-Posten, Erhverv, side 12-13, Mette Wallach

Københavns omegn har landets højeste tomgang

Tomgangsprocenten for erhvervslejemål i de københavnske forstæder er i øjeblikket tre gange så høj som i landets øvrige regioner uden for København.

Tomgangsprocenten for erhvervslejemål i de københavnske forstæder er i øjeblikket tre gange så høj som i landets øvrige regioner uden for København. Det viser en ny statistisk analyse fra Lokalebasen.dk.

Tomgangen på landsplan ligger gennemsnitligt på 6,1 procentpoint, mens 14,7 procent af alle erhvervslokaler lige nu står tomme i Gentofte, Lyngby, Brøndby, Taastrup, Rødovre, Hvidovre og Gladsaxe.

”Generelt mærker vi en stor efterspørgsel på kontorlejemål i København City og mindre efterspørgsel på kontorlokaler i de københavnske forstæder, sådan som Lokalebasens tal understøtter. Vi vurderer, at tomgangen i nærmeste fremtid kommer til at ligge nogenlunde stabilt i de beskrevne områder. På længere sigt vil flere områder, som i dag benyttes hovedsageligt til erhverv, formentlig langsomt blive omdannet til boligområder, sådan som vi har set i udviklingsområder som Islands Brygge (…),” siger erhvervsmægler hos Colliers International Danmark, Casper Torkdahl-Jacobsen.

16.02.2016 EstateMedia.dk, Kristian Foss

Byggeriet spår øget vækst og beskæftigelse i 2016

En rundspørge blandt cirka 350 fagfolk i byggebranchen foretaget af brancheforeningen Danske Byggecentre viser, at syv ud af ti fagfolk mener, at byggeriet er ude af krisen.

En rundspørge blandt cirka 350 fagfolk i byggebranchen foretaget af brancheforeningen Danske Byggecentre viser, at syv ud af ti fagfolk mener, at byggeriet er ude af krisen.

79 procent af de adspurgte fagfolk forventer, at deres virksomhed kommer til at vokse i omsætning i 2016 mens 69 procent forventer en øget beskæftigelse de kommende år, og 49 procent forventer at ansætte nye medarbejdere i 2016.

”Rundspørgen bekræfter den store optimisme, vi oplever i byggeriet. Forventningerne til både omsætning og beskæftigelse er markant højere end for blot to år siden. Vi har i flere år talt om krise i byggeriet, og det har unægtelig været nogle vanskelige år - også for byggecentrene. Men nu er byggebeskæftigelsen meget tæt på det gennemsnitlige niveau i perioden fra 2000 og frem, og omsætningen hos de danske byggecentre er stigende,” siger administrerende direktør hos Danske Byggecentre, Palle Thomsen.

15.02.16 DagensByggeri.dk, Kristian Troelsen

Velhaverne indtager Københavns nye bydele

Kvadratmeterpriserne i Københavns nye bydele ligger væsentligt over gennemsnittet for nybyggerier i resten af København.

Kvadratmeterpriserne i Københavns nye bydele ligger væsentligt over gennemsnittet for nybyggerier i resten af København.

I Nordhavn skal man eksempelvis i gennemsnit være villig til at betale 54.003 kroner per kvadratmeter for en ejerlejlighed. Det er 41 procent dyrere end den gennemsnitlige kvadratmeterpris for nybyggerier i resten af hovedstadskommunen. Det viser en undersøgelse Berlingske har foretaget i samarbejde med Boliga.dk. Udviklingen kan skyldes den store efterspørgsel på nye boliger:

”Det er en naturlig markedsmekanisme. De personer, der arbejder i byen, har typisk de højeste lønninger, og samtidig vil de gerne bo tæt på deres arbejde for at spare transporttid. Der er tale om et klientel, der kan betale de dyre boliger, og det presser priserne op. Den store tendens er, at København bliver mere eksklusiv og mindre tilgængelig for folk med almindelige indkomster,” siger boligøkonom ved Syddansk Universitet, Morten Skak.

16.02.2016 Berlingske, Business, side 4, Magnus Ulveman og Andreas Lønstrup.