Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt fra pressen

Pensionisterne betaler regningen for de almene boliger

Københavns Kommune har valgt at benytte sig af muligheden for, at øremærke op til 25 procent af nybyggeri til almene boliger.

Det har kommunen blandt andet valgt at gøre i Nordhavn, Carlsberg Byen og Ny Valby. Konsekvensen er, at pensionskasserne får lagt en dæmper på deres investeringsafkast, som ellers ville være kommet pensionisterne til gode.

”Vi har fuld forståelse for det politiske ønske om at lave almene boliger på dyre grunde for eksempel i København. Jeg synes bare, at det skal ske i fuld åbenhed. Lige nu tørrer man regningen for de almene boliger af på pensionsselskaberne og dermed på helt tilfældige danske pensionister rundt omkring i landet. Jeg synes, det er god skik, hvis man vil give et tilskud til almene boliger, at man gør det up front i stedet for at presse krav ned over private bygherrer,” siger direktør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Per Bremer Rasmussen.

19.02.2016 Berlingske Business, side 5, Magnus Ulveman og Andreas Lønstrup 

Ny planlov kan presse lejlighedspriser i vejret

Lejligheder vil blive dyrere i landets største byer, hvis et blåt flertal sløjfer almene boliger fra planloven.

Det vurderer professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandermann Rasmussen. Boligøkonom Mikkel Høegh er enig. Københavns Kommune planlægger at opføre 3.350 almene boliger frem mod 2025 for at imødekomme befolkningstilvæksten. Hvis kommunen fremover ikke vil kunne kræve, at 25 procent af nybyggede boliger bliver almene boliger, risikerer boligpriserne at blive presset i vejret.

”Det er lejemæssigt ret dyrt at bo i noget af nybyggeriet i København i forvejen. Hvis man fjerner de almene boliger, så kommer der en øget efterspørgsel efter de eksisterende lejeboliger. På kort sigt vil det presse lejepriserne op, ” siger boligøkonom i BRF Kredit Mikkel Høegh.

19.02.2016 Berlingske Business, side 4, Magnus Ulveman og Andreas Lønstrup

Boligkunder advares mod bidragsforhøjelser

For fremtiden skal låntagere advares mod bidragsforhøjelser, inden de underskriver et lånetilbud.

Det er en af konsekvenserne af, at realkreditten er blevet enige om fælles principper for lånetilbud. Principperne er blevet til i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk.

”Når det specifikt er taget med i læsevejledningen som et punkt, er det på baggrund af de diskussioner, der har været de seneste år, hvor det er kommet bag på nogle låntagere, at bidraget kunne stige. Derfor vil vi godt helt tydeligt orientere om, at der er omkostninger, som kan ændres i lånets løbetid, eksempelvis bidrag og kursskæring. Vi vil gerne være sikre på, at der ikke er nogen, som er i tvivl om det fremover, ” siger direktør i Realkreditforeningen Karsten Beltoft.

19.02.2016 Jyllands-Posten, erhverv, side 9, Lars Nielsen

Færre tilladelser til at nedrive almene boliger

Boligselskaberne har hidtil kunnet rive tomme almene boliger ned, hvis de ikke har kunnet lejes ud.

Men det bliver sværere fremover, og det skyldes den øgede tilstrømning af asylsøgere.

”Vi står midt i en situation, hvor landets kommuner er under massivt pres fra flygtningestrømmen. Derfor giver det ikke mening, at vi med den ene hånd leder efter nye boliger og med den anden hånd nedriver boliger, som flygtninge sagtens kan bo i,” siger Udlændinge-, Integrations- og Boligminister Inger Støjberg.

19.02.2016 Jyllands-Posten, indland, side 4, ritzau