Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt fra pressen

Fejl, sjusk og forkerte målinger i lovpligtig energimærkning af huse

Private energikonsulenter rammer langt ved siden af, når de skal give boliger det obligatoriske energimærke i forbindelse med en hushandel.

Private energikonsulenter rammer langt ved siden af, når de skal give boliger det obligatoriske energimærke i forbindelse med en hushandel. De misvisende målinger kan have store konsekvenser for kunderne fordi det skal fremgå af boligannoncen og i salgsopstillingen, hvilket energimærke ejendommen har opnået.

Derfor går ejendomsmæglerne nu til Energistyrelsen. De efterlyser både en bedre kvalitet i de obligatoriske energimærkninger og et sanktionssystem mod de firmaer og konsulenter, der slipper af sted med store fejlmålinger.

I Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter (BfBE) erkender man, at der er plads til forbedringer:

”Den kritik, der er rejst, forholder vi os til. Vi vil gerne medvirke til at højne kvaliteten, vi samarbejder nu med Energistyrelsen om det, og vi har sagt til vore medlemmer, at kvaliteten skal løftes - at konsulenterne skal have den fornødne uddannelse, og det skal nok blive bedre, men det er et langt træk,” siger chefkonsulent i BfBE, Jim Hansen.

18.01.2016 Politiken, økonomi, side 8, Micheal Olsen og Mette Dalgaard

Boligselskab trækker udsmidning af lejer tilbage

Ny lovgivning har i to år gjort det muligt for boligselskaber at få tip fra politiet om domme over deres lejere for kriminalitet begået i boligområdet – og mulighed for at smide dem ud for at øge trygheden i området

Ny lovgivning har i to år gjort det muligt for boligselskaber at få tip fra politiet om domme over deres lejere for kriminalitet begået i boligområdet – og mulighed for at smide dem ud for at øge trygheden i området.

Boligselskabet Baldersbo i Ballerup offentliggjorde i efteråret en nultolerancepolitik og var i september ved at sætte en lejer ud, fordi han et år tidligere havde fået en dom for besiddelse af hash til eget forbrug, et knojern og en peberspray. Både en kommunal mentor og Lejernes LO protesterede over udsmidningen.

Nu trækker boligselskabet Baldersbo opsigelsen tilbage. Baldersbos begrunder vendingen med at boligselskabet har fulgt Joe Marek, siden proceduren med opsigelse blev sat i gang.

”(…) vi er nået til den konklusion, at hans sociale forhold er forbedret så væsentligt, at såfremt han tilkendegiver i fremtiden at holde sig på ’dydens smalle sti’, vil vi ikke foretage os yderligere,” forklarer direktør i Baldersbo, Søren B. Christensen.

17.01.2016 Politiken, side, 5, Flemming Christiansen

Kæmpebøder til ejendomsmæglere for konkurrencefusk

En række af landets største ejendomsmæglere, direktører, bestyrelsesformænd og brancheforeningen Dansk Ejendomsmæglerforening har i al hemmelighed fået bøder for samlet adskillige millioner kroner for konkurrrencefusk

En række af landets største ejendomsmæglere, direktører, bestyrelsesformænd og brancheforeningen Dansk Ejendomsmæglerforening har i al hemmelighed fået bøder for samlet adskillige millioner kroner for konkurrrencefusk.

Sagen handler om, at de største ejendomsmæglerkæder besluttede at boykotte den uafhængige boligside Boliga i 2009. Konkurrencerådet fastslog i 2012, at boykotten var ulovlig og meldte sagen til bagmandspolitiet.

Flere kilder oplyser uden for citat, at de fire store ejendomsmæglere, EDC, Home, Danbolig og Nybolig, har fået bøder på hver cirka 5 millioner kroner, mens Realmæglerne har fået en langt mindre bøde. Samtidig har flere direktører og bestyrelsesformænd fået personlige bøder.

”Jeg ønsker ikke at kommentere sagen, for vi drøfter den netop nu med vores advokater, men jeg kan sige, at vi er meget overraskede over, at vi har fået en bøde i en sag, der er seks år gammel, og at det er en bøde i den størrelsesorden,” siger formand i Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm.

18.01.2016 Jyllands-Posten, erhverv, side 6, Jesper Høberg og Kristoffer Brahm