Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt fra pressen

Projektsalg i stor nedtur: Nye ejerlejligheder lejes ud

Salget af projektlejligheder er presset. Her skræmmer de høje priser køberne væk, hvilket resulterer i, at lejlighederne mange steder lejes ud i stedet.

Salget af ejerlejligheder over 95 kvadratmeter i København er faldet med 30 procent, mens priserne projektlejligheder er faldet med 8,5 procent fra andet til tredje kvartal. Det viser nye tal fra Danske Bank og Home.

”Mange ejendomsudviklere er mere eller mindre holdt op med at sælge lejlighederne og lejer dem ud i stedet. Priserne er simpelthen kommet for højt op, og usikkerheden om de nye boligskatteregler er begyndt at spille en rolle,” siger afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.

23.10.2018 Jyllands-Posten, erhverv, side 3, Lars Nielsen

Uenighed om den indre del af Aarhus Ø

Aarhus Kommune har udarbejdet en ny udviklingsplan til den indre del af Aarhus Ø. Den foreslår blandt andet en lang stribe af boliger bygget i karéer og byhuse med fokus på dannelsen af mindre og større byrum, hvor der er plads til et mangfoldigt byliv.

Forslaget giver samtidig mulighed for byggeri op til ni etager. Men netop dette møder kritik fra Fællesrådet for beboerne på Aarhus Ø.

”Vi mener, at kommunen generelt bygger for tæt og for højt, og det er også vores indtryk, at der blandt en masse borgere i hele byen er ved at være en stigende bekymring for, at man bygger for højt og for tæt på Aarhus Ø. Med den her plan fortsætter man med at bygge tæt og højt, for ved hjørnet ved Nørreport kan der blive bygget en bygning, der er lige så høj og markant som Navitas. Det vil skabe en mur mellem den gamle by og havnen,” siger talsmand for Fællesrådet, Søren Møller.

23.10.2018 Jyllands-Posten, JP Aarhus, side 6, Jørgen Rye

Manden bag kontorhotel-kæde åbner eksklusivt fælleskontor i København

Det eksklusive kontorfællesskab Exoffice slår nu dørene op efter mere end et års forberedelse. Det mere end 700 kvadratmeter store Exoffice ligger i Indre By i København, og det er ejeren af selskabet Ordnung, Anders Andersen, der står bag kontorfællesskabet.

Ordnung har siden 2010 etableret 11 kontorhoteller i Danmark. I det nye Exoffice kan man for 950 kroner om måneden blandt andet få adgang til mødelokaler, projektrum, loungeområder, stillezoner og brusebad.

”Exoffice er lavet med øje for, hvad vi oplever, at markedet for fleksible kontorløsninger efterspørger. Vi læser markedet på den måde, at fortsat flere, især yngre business professionals, ikke ønsker at være bundet til et skrivebord, fordi det slet ikke matcher måden at arbejde og organisere sig selv på nu og i fremtiden,” siger Anders Andersen.

22.10.2018 EjendomsWatch.dk, Andreas Vestergaard