Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Energirenoveringer afhænger af politisk vilje

En ny rapport fra Det Internationale Energiagentur fastslår, at det er muligt at spare op til 75 procent af energiforbruget i bygninger.

Ejendomsforeningen Danmark efterlyser politisk vilje til at sætte gang i de nødvendige energiforbedringer. Der er nemlig intet incitament for ejere af udlejningsejendomme til at investere i energiforbedringer.

En ændring af boliglejereglerne er nødvendig. Den endnu ikke offentliggjorte rapport fra Det Internationale Energiagentur fastslår, ifølge flere medier, at der er et stort potentiale for at spare på energien. Energieffektivisering i blandt andet boliger kan således stå for en væsentlig del af den fremtidige CO2-reduktion. De ældre udlejningsejendomme spiller her en væsentlig rolle:

- Vores medlemmer ser positivt på energieffektivisering, og de vil meget gerne nedsætte energiforbruget i deres udlejningsejendomme. Derfor har Ejendomsforeningen Danmark gennem lang tid haft fokus på, hvad der konkret kan gøres for at undgå energispild i ejendommene, fortæller Torben Christensen, der er direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Men der er desværre barrierer i lovgivningen, som gør, at boligudlejerne ikke har et incitament til at gennemføre energiforbedringer:

- Der er tale om meget indviklede regler i boliglejeloven, der gør lejefastsættelsen yderst kompliceret. Hvis en udlejer energiforbedrer en ejendom, får lejerne en sikker gevinst i form af lavere varmeregninger. Udlejer er imidlertid ikke sikker på at få sin investering afdraget over huslejen. Der er nemlig ingen regler, som sikrer, at udlejer kan hæve huslejen, så forhøjelsen svarer til investeringen. Dermed er der intet incitament for udlejerne, fortæller Torben Christensen.

Det fremgår af regeringens lovprogram, at indenrigs- og socialministeren vil skabe bedre incitamenter for udlejere og lejere til at gennemføre energibesparelser. Det skal ske i forbindelse med, at boliglejelovene ændres:

- Vi ser frem til at læse indenrigs- og socialministerens lovforslag. Vi håber, at politikerne nu viser politisk vilje og får skabt nogle sunde og varige ændringer i boliglejeloven, som fjerner barriererne for energiforbedringer i boligudlejningsejendomme, fortæller Torben Christensen. Ejendomsforeningen Danmark har tidligere deltaget i Partnerskabet for lavere energiforbrug i bygninger, som Erhvervs- og Byggestyrelsen var formand for.

Foreningen udarbejdede syv forslag til, hvorledes energiforbruget kan reduceres i bygninger.

Læs dem på www.ejendomsforeningen.dk