Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Ventetid i tinglysningen giver rentetab

40 procent af alle tinglysningssager tager for lang tid. Og det ser desværre ud til at være værre, end før tinglysningen blev digital.

Ejendomsfolk får rentetab, mens de venter. Den 8. september blev tinglysningen digital. Og siden da har nogle af Ejendomsforeningen Danmarks medlemmer oplevet, at de skulle vente og vente på at få tinglyst fx et pantebrev.

- Jeg hører, at nogle af vores medlemmer nu har ventet mere end en måned, selvom der i loven er formuleret et mål om, at kunderne højest må vente ti dage på at få tinglyst et dokument, siger John R. Frederiksen, der er formand for Ejendomsforeningen Danmark.

Konsekvensen af den lange ventetid kan ses som en negativ post i regnskabet. Mens man venter på at få et realkreditlån tinglyst, er det nemlig nødvendigt at mellemfinansiere med et langt dyrere banklån:

- Det rammer jo også den almindelige boligkøber, som må stille sig i kø sammen med de professionelle ejendomsfolk. De må selv betale regningen for systemets forsinkelse, og det er utilfredsstillende, fortæller John R. Frederiksen.

Den enkelte borger kan nu selv tinglyse et dokument, men det kræver en digital signatur. Det har kun omkring 28 procent af danskerne på 15 år eller derover. Pantebreve og øvrige dokumenter kan dog også tinglyses digitalt af fx advokater, banker og realkreditinstitutter. De kan stå for hele tinglysningen eller gøre dokumenterne klar til borgeren, som afslutter med sin digitale signatur.

De mange borgere, der ikke har en digital signatur, kan i det tilfælde vælge at give en fuldmagt til fx en advokat. Det kan imidlertid tage mange dage fra fuldmagten er sendt og til den bliver registreret.

- Vi hører, at en del fuldmagter, der er indsendt for nogle uger siden, fortsat ikke er registreret, fortæller John R. Frederiksen. Ejendomsforeningen Danmarks medlemmer oplever også, at nogle advokater og banker mangler viden om systemet: - Det ser ud til, at informationsindsatsen ikke har været tilstrækkelig, og vi oplever, at der ikke er afsat nok ressourcer i denne vigtige indkøringsfase. Det er imidlertid positivt, at Domstolsstyrelsen netop har meldt ud, at deres hotline opprioriteres, siger John R. Frederiksen.

Ejendomsforeningen Danmark har bedt om statistik over den samlede ventetid i tinglysningen fra Domstolsstyrelsen. Styrelsen har meldt ud, hvor mange sager, der bliver behandlet inden for fristen på de ti dage. Det drejer sig om cirka 60 procent af sagerne, men i de resterende 40 procent af sagerne kan vi ikke få oplyst den reelle ventetid:

- De sager, som vi hører om, må jo tilhøre restgruppen, der omfatter cirka 40 procent af sagerne. Og her ser det altså ud til, at man kan komme til at vente meget lang tid, fordi sagen er udtaget manuelt. Det er utilfredsstillende, når vi nu ved, at det giver ansøgerne væsentlige rentetab, mener John R. Frederiksen.

Yderligere oplysninger: • Formand John R. Frederiksen, mobil 40 53 55 22 • Kommunikationschef Rikke Kristiansen, mobil 26 39 27 37

Ejendomsforeningen Danmark er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom 2 Fakta Digital tinglysning Den 8. september blev tinglysningen digital i Danmark. Ifølge Domstolsstyrelsen har Tinglysningsretten modtaget 67.664 dokumenter siden den digitale tinglysning gik i gang.

Af dem er 39.958 dokumenter tinglyst, hvilket svarer til 59 procent. De resterende 41 procent er således ikke tinglyst endnu. Domstolsstyrelsen kan ikke oplyse den forventede ventetid i disse sager, men oplyser, at ventetiden skyldes, at disse sager er udtaget manuelt, fordi der i tinglysningssystemet mangler fx nødvendige oplysninger om en given ejendom. Disse oplysninger skal Tinglysningsretten først indtaste, før selv tinglysningen kan gå i gang. Hvis en borger vil have fx en advokat til at tinglyse et dokument for sig, så skal borgeren give vedkommende en fuldmagt. Fuldmagten skal sendes i papirudgave til Tinglysningsretten, som derefter registrerer den.

Domstolsstyrelsen oplyser, at det fra uge 44 vil tage 10 dage at få behandlet en fuldmagt. Læs mere på www.domstol.dk Digital signatur IT- og Telestyrelsen har oplyst, at der den 23. oktober 2009 var 1,26 mio. borgere i Danmark, som har en unik digital signatur. Det er borgere på 15 år og derover, som kan have en digital signatur. Ifølge Danmarks Statistik var der i juli 2009 4,51 mio. borgere på 15 år og derover i Danmark. Dermed har omkring 28 procent af borgerne i Danmark en digital signatur.