Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Er privat boligudlejning ved at uddø, eller har den en fremtid?

Ny bog fra Ejendomsforeningen Danmark bidrager til debatten om de private lejeboligers fremtid.

I en ny bog om det private udlejningsmarked giver otte forfattere med baggrund i blandt andet forskningens og politikkens verden deres bidrag til historien om den private ejendomsudlejning nu og i fremtiden. Bogen, ”Den private ejendomsudlejnings betydning for samfundet”, giver et overblik over udlejningsmarkedets historie og bidrager til den aktuelle samfundsdebat.

- Der bliver færre og færre private udlejningsboliger på markedet. Blandt andet fordi en stor del af dem er blevet omdannet til andelsboliger. Jeg håber, at vi med bogen, der markerer  Ejendomsforeningen Danmarks 150-års jubilæum, kan være med til at skabe større synlighed omkring den private ejendomsudlejnings uvisse fremtid, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark, der er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom.

Bogens forfattere har alle fulgt boligmarkedet tæt i mange år. Forskningschef Henrik Christoffersen giver et historisk overblik over en sektor med op- og nedture.

- Denne bog fortæller historien om, hvordan private lejeboliger fra at være et redskab for samfundsforandring og velstandsfremgang er endt med at være uglesete og udsat for så indgribende statslig regulering, at lejeformen er bragt til at fungere problematisk samtidig med at den i en længere periode i det hele taget nærmest har set ud til at være under afvikling, skriver han.

Tidligere boligminister Erling Olsen har også bidraget med et kapitel om de boligpolitiske overvejelser, han måtte gøre sig i sin tid som boligminister. Blandt andet om den offentlige regulering af huslejerne.

- Min største betænkelighed havde jeg imidlertid ved huslejereguleringen, som i de større byer havde medført en betydelig afstand imellem en fri markedsbestemt leje, og hvad der rent faktisk skulle betales for det lejede. I bedste tilfælde førte det til mærkbare kødannelser og lange ventelister. I nogle tilfælde blev det til penge under bordet, og i andre til, hvad vi her i landet kalder venskabskorruption, skriver han.

De stramme huslejereguleringer er en af de faktorer, der kan medføre, at de private udlejeres udbud ikke vil matche fremtidens stigende efterspørgsel efter private udlejningsboliger.

Mens den private boligudlejning går en uvis fremtid i møde, er markedet for investeringsejendomme fortsat ungt og i vækst. Cheføkonom hos Ejendomsforeningen Danmark Morten Marott Larsen skriver om det voksende marked for erhvervsejendomme og udviklingen af det professionelle marked, vi har i dag.

Denne pressemeddelelse blev sendt den 11. maj 2010