Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Hunde, cigaretter og tyggegummi koster grundejere dyrt

Landets grundejere må rydde op efter dem, som ikke gider smide deres hundes  efterladenskaber, færdiggumlet tyggegummi eller cigaretskod i skraldespanden. Det er helt urimeligt, mener Ejendomsforeningen Danmark. Foreningen imødeser derfor et kommende forslag fra SF om en ændring af hundeloven.

Hundes efterladenskaber, nedtrådt tyggegummi og cigaretskod er hverdagskost for mange grundejere. Deres fortove er fyldt med andres affald, som grundejeren efterfølgende skal sørge for at få fjernet:

- Det er spild af grundejernes tid og penge. Jeg synes, at det er utroligt, at folk ikke føler mere ansvar og er så magelige, at de ikke lige kan finde den nærmeste skraldespand. Det tager en del tid at fjerne affaldet efterfølgende, og nogle kommuner stiller ligefrem krav om daglig rengøring af fortovene, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark, der er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom.

Som reglerne er nu, så er hundeejerne ikke forpligtede til at rydde op efter deres hunde. Det er derimod grundejernes pligt at rydde op efter dem. Hvis der ikke bliver ryddet op, så bliver grundejeren erstatningsansvarlig, hvis fx en fodgænger falder i en hundelort på deres fortov.
Ejendomsforeningen Danmark imødeser derfor, at SF fremsætter et forslag i Folketinget om, at hundeloven ændres, og hundeejerne fremover er ansvarlige for at få ryddet op efter deres hunde:

- Vi håber, at Folketinget beslutter, at det fremover er hundeejerne, som skal rydde op efter deres hunde – og ikke længere grundejerne. Det er helt rimeligt, at en hundeejer med det nye forslag vil kunne få en bøde af politiet, hvis vedkommende ikke rydder op efter sig. For vores skyld kunne man gå videre og stramme op over for alle, der ikke er i stand til at vise hensyn og rydde op efter sig. Det handler trods alt om vores fælles miljø, siger Torben Christensen.
Diskussionen om hundenes efterladenskaber er ikke ny. Tidligere justitsminister Lene Espersen har tilbage i 2006 afvist at ændre reglerne i hundeloven.

- Lad os håbe, at Lars Barfoed som ny justitsminister kan se, at det her er fornuftig og ansvarlig politik.

Det handler dybest set om at føle sig personligt ansvarlig og ikke tro, at alle andre løser opgaverne for en. Jeg er helt sikker på, at der er en bred folkelig opbakning til en sådan lovændring. Det her handler ikke om at skaffe flere indtægter, men om at forebygge en dårlig og uhensigtsmæssig adfærd, siger Torben Christensen.

Denne pressemeddelelse blev sendt den 4. maj 2010