Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Hvad med dem, der bliver hårdest ramt?

Skatteministeren har slået fast, at private ikke skal betale moms på hussalg. For den professionelle del af ejendomsbranchen er der derimod ingen hjælp at hente.

De skal betale moms på byggejord fra den 1. januar 2011, selv om det betyder tab af ca. 5.000 arbejdspladser i byggebranchen. Ifølge Skat gælder de nye momsregler for salg af byggegrunde kun, hvis der er tale om virksomheder. En privat boligejer skal altså ikke betale moms på hussalg – heller ikke efter den 1. januar 2011.

- Det er udmærket, at de private boligejere ikke skal betale moms på byggejord. Men det er skuffende, at regeringen ikke vil se på de problemer, som den professionelle del af ejendomsbranchen står tilbage med, når de fra nytår skal betale moms på byggeri. Deres udgifter stiger med et slag med 25 procent, hvilket vil fjerne den sidste lyst til at bygge nye boliger.

Der har været en overgangsperiode på under 18 måneder, men det har været i en tid, hvor byggeriet har været på det laveste niveau siden 1. Verdenskrig. I praksis har der, hvad regeringen godt ved, ikke været en overgangsperiode. Byggeriet har været totalt underdrejet og allerede indkøbte grunde har ikke kunnet bebygges, da de hverken har kunnet finansieres eller sælges, siger formand John R. Frederiksen, Ejendomsforeningen Danmark.

Ejendomsbranchen er en af de brancher, der er særligt hårdt ramt af den økonomiske krise. - Ejendomsbranchen har ikke brug for, at rammevilkårene bliver yderligere forringet. I en situation, hvor Danmark har brug for, at regeringen arbejder for at sætte gang i hjulene, trækker dette i den modsatte retning.

Statens provenu ved momsen er stort set nul og overskygges af de ekstra udgifter til dagpenge, faldende skatteindtægter og manglende købekraft. Når man hertil lægger, at bankerne må nedskrive deres sikkerhed på tilgodehavender i byggejord, i en tid hvor de har massive økonomiske problemer og må have bankpakker for at overleve, forekommer beslutningen om at fastholde moms på byggejord ubegribelig, siger John R. Frederiksen og fortsætter:

- Vi forventer ikke, at moms på byggeri kan bortfalde helt, Men vi havde dog et begrundet håb om, at regeringen ville lytte til branchen, og på grund af den nuværende alvorlige situation for byggeriet ville udskyde momspligten i en periode på 3 - 5 år. I det mindste for de grunde, der er erhvervet inden den 1. januar 2011, siger John R. Frederiksen.

Politikerne har besluttet at indføre moms på byggeri i en situation, hvor byggeriet er faldet med 80 procent fra 2006 til 2009. Beskæftigelsen i byggesektoren er i perioden 2007 til 2010 faldet med knapt 46.000 heltidsmedarbejdere. Indføres der moms på byggejord fra 1. januar 2011, estimerer Ejendomsforeningen Danmark, at der fremover kun vil blive bygget 3.800 boliger årligt, og yderligere 5.000 arbejdspladser vil gå tabt i byggebranchen.

Denne pressemeddelelse blev sendt den 20. oktober 2010