Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Få lejere klager over fraflytningsregningen

Kun fire procent af de lejere, der fraflytter en privat udlejningsbolig i Københavns og Frederiksberg Kommune, klager over deres fraflytningsregning.

Over 50 procent af regningen er skat og moms. Ud af de cirka 5.650 fraflytninger fra private lejeboliger, der er sket i Københavns og Frederiksberg Kommune om året, er det kun fire procent af lejerne, der klager over deres fraflytningsregning. Det viser beregninger fra Ejendomsforeningen Danmark foretaget på baggrund af det vejledende antal af fraflytningssager i huslejenævnene i Københavns og Frederiksberg Kommune i 2010 og første halvdel af 2011. - Vores tal viser, at langt de fleste lejere accepterer den regning, de får for istandsættelsen af det lejemål, de flytter fra. Det er en del af lejekontrakten, at lejemålet skal sættes i stand til næste lejer, siger John R. Frederiksen, formand for Ejendomsforeningen Danmark.

Beregninger fra Ejendomsforeningen Danmark viser, at over 50 procent af en fraflytningsregning er skatter og moms. I en fraflytningsregning på i alt 10.000,- kr. vil lidt over halvdelen af beløbet gå til det offentlige i form af moms og skat af løn. - Udlejer tjener ikke noget på en flytteregning. Det er egentlig staten, der tjener på fraflytninger. Betalingen går udelukkende til håndværkerudgifter, og langt størstedelen af beløbet er skatter og afgifter, siger John R. Frederiksen. Ejendomsforeningen Danmarks jurister møder i deres medlemsrådgivning udlejere og administratorer af private udlejningsejendomme, der har problemer med deres fraflyttede lejere, der bevidst oplyser en mangelfuld ny adresse i modstrid med lejelovgivningens regler.

Dermed har udlejer intet sted at sende fraflytningsregningen hen. - Udlejer er prisgivet, hvis lejer ikke oplyser sin nye adresse, men kun telefonnummer eller mail. Vi har set konkrete sager, hvor udlejer står tilbage med en ubetalt fraflytningsregning, siger John R. Frederiksen. En del af de private lejeboliger udlejes i dag nyistandsat. Det står lejeren frit for selv at istandsætte boligen i stedet for at overlade det til udlejeren – forudsat at istandsættelsen sker håndværksmæssigt korrekt.

I så fald skal det ske inden for lejeperioden, hvor der stadig betales husleje. - Udlejeren er i et dilemma, hvis den fraflyttede lejer ikke vil betale for istandsættelsen, for den næste lejer forventer jo et nyistandsat lejemål, siger John R. Frederiksen.

Eksempel på fraflytningsregning

Håndværkerregning på 10.000,-

Aflønning af ansatte: 6.900,-

Materialer og overskud:1.100,-

Moms: 2.000,- I alt: 10.000,-

Heraf går følgende til det offentlige:

Moms: 2.000,-

Skat af løn (44,57 %): 3.075,-

I alt: 5.075,-

Det vil sige, at 51 % af fraflytningsregningen går til skatter og moms.