Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Udlejer, træd varsomt

Antallet af udlejede ejerlejligheder er næsten fordoblet siden 2000. Ejendomsforeningen Danmark mener, at lejeloven er et uoverskueligt minefelt for de nye udlejere. Og fejl kan koste dyrt.

Nye tal fra Socialministeriet viser, at der i 2010 var 126.355 udlejede ejerlejligheder. Det er en stigning på næsten 50 procent siden 2000. – Mange ejerlejlighedsejere udlejer deres lejlighed for tiden på grund af faldende boligpriser. Men lejeloven er et minefelt for de nye udlejere og bygger på, at lejer er uvidende og har behov for beskyttelse, mens udlejer forventes at vide alt om en lov, der er ulogisk og unødvendig kompliceret. Den holder altså ikke, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Når Ejendomsforeningen Danmarks jurister rådgiver foreningens medlemmer, drejer 50 procent af henvendelserne sig om lejeloven. Få aftalen på skrift Ejendomsforeningen Danmark anbefaler, at man sørger for at få lejeaftalen skrevet ned. Det sikreste er at bruge en særlig blanket for boliglejemål – den såkaldte ”typeformular A, 8. udgave”.

Den kan downloades gratis på www.ejendomsforeningen.dk/lejekontrakt. Undgå at få lejeren boende på ubestemt tid Hvis udlejer vil kunne sælge lejligheden senere, skal han sørge for at lave lejekontrakten tidsbegrænset i en kortere periode, eksempelvis 2-3 år. - Som udlejer skal du være enormt opmærksom på, hvordan du formulerer tidsbegrænsningen i lejeaftalen.

Det kræver nemlig god grund hos udlejer at tidsbegrænse et lejemål. Ellers kan det være vanskeligt at få lejeren ud af lejligheden igen, siger Torben Christensen. Hvad må man tage i husleje? I 80 af Danmarks kommuner gælder boligreguleringsloven, og med den er der mindst ni forskellige måder at fastsætte huslejen på. Fælles for dem alle er, at udlejer ikke kan være sikker på at få en husleje, der dækker hans udgifter til udlejningen. – Som det er nu, kan udlejer ikke indhente de nødvendige oplysninger fra kommune eller huslejenævn.

Det gør det umuligt at fastsætte huslejen korrekt. Hvis lejen indbringes for huslejenævnet, kan de til enhver tid tilsidesætte den indgåede aftale, siger Torben Christensen.

Bliver huslejen sat ned, skal udlejer tilbagebetale forskellen på den oprindelige husleje og den, som huslejenævnet fastsætter, og lejeren kan fortsætte med at betale den lavere husleje.

Fem gode råd til udlejer

  • Få lejeaftalen udarbejdet på den særlige blanket for boliglejemål (typeformular A, 8. udgave). Den kan du downloade gratis på www.ejendomsforeningen.dk/lejekontrakt.
  • Skal lejligheden sælges senere, bør du lave lejekontrakten tidsbegrænset i en kortere periode, eksempelvis 2-3 år.
  • Du skal også være opmærksom på, hvornår tidsbegrænsningen udløber, og at lejer ikke bliver boende herefter. Tidsbegrænsningen vil falde bort, hvis lejer bliver boende, efter at tidsbegrænsningen er udløbet, uden at du gør indsigelse. 3. Sørg for en klar aftale om vedligeholdelse og husorden i lejeperioden. 4. Sørg for en klar aftale om betaling af forbrugsudgifter.
  • Husk at få lavet varmeregnskab m.v. til tiden. 5. Sørg for en klar aftale om, hvordan lejemålet skal afleveres af lejer.
  • Husk at gøre et eventuelt krav om istandsættelse gældende over for lejer senest 14 dage efter fraflytning.