Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Vågn nu op, Christiansborg!

Den tidligere OL-sejler og VM-guldvinder Stig Westergaard har siden 2006 været privat udlejer med tre lejligheder og to forskellige principper for lejefastsættelse.

Loven er noget makværk og bør forenkles, mener han. Stig Westergaard blev i 1990’erne forelsket i ejendommen på Vodroffsvej i København, hvor han lejede en lejlighed. Da ejendommen blev sat til salg, slog han til.

Stig Westergaard har sidenhen blandt andet bygget en ny tagbolig og etableret altaner. - Det er en gammel ejendom fra 1874, som skal vedligeholdes og plejes. Men alene det at finde ud af, hvilke elementer i denne renovering, der er forbedringer, og hvilke der er vedligeholdelse, er næsten umuligt at gennemskue ud fra regelsættet, fordi det er så komplekst og ugennemsigtigt.

Det er så let utilsigtet at lave fejl. Der er kun én i dette spil, der kommer til at bøde for eventuelle fejl - og det er udlejer, fortæller Stig Westergaard, der skal jonglere med to forskellige principper for lejefastsættelse, når han udlejer ejendommens tre lejeboliger.

Han mener, at politikerne må til at vågne op og tage fat på opgaven, så reglerne bliver mere enkle at følge og forstå for både lejer og udlejer. - Lejeloven og boligreguleringsloven er simpelthen det værste makværk og komplet uforståelige for menigmand. Jeg fatter ikke, at lovene ikke for længst er blevet afskaffet og erstattet af nogle enkle og klare regler, man rent faktisk kan forstå og bruge til noget, siger han.

Varslingsreglerne for lejeregulering og forbedringsarbejder er et af de emner, der får Stig Westergaard op af stolen. - Det er urimeligt, at man som lille privat udlejer står med et regelsæt, som kræver dyr advokatbistand, hvis man skal undgå at lave uoprettelige og dyre fodfejl, siger han. Laver udlejer en fejl, risikerer han at miste lejeforhøjelsen helt eller delvist. Når Ejendomsforeningen Danmarks jurister rådgiver foreningens medlemmer, drejer 50 procent af henvendelserne sig om lejeloven. - Loven er ekstremt ulogisk. Som eksempel kan huslejen fastsættes efter ni forskellige principper, og det er for menigmand næsten umuligt at fastsætte lejen korrekt og afgøre, hvilke regler der gælder for den bolig, der udlejes, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark.