Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Hver tredje lejer har ingen udgifter, når de flytter

En ny undersøgelse viser, at hver tredje lejer i en privat udlejningsbolig ikke får en regning fra udlejer i forbindelse med fraflytning. Undersøgelsen punkterer myten om, at det er dyrt at flytte fra en privat lejebolig.

En ny opgørelse viser, at 30 procent af lejerne i den private udlejningssektor ikke har udgifter i forbindelse med fraflytning. Opgørelsen bygger på fraflytningsudgifter for næsten 10.000 private lejemål, hvor lejerne flyttede i perioden 1. januar 2009 til 31. oktober 2011. 

- Det er første gang, at der skabes et overblik over, hvad det egentlig koster at fraflytte en privat udlejningsbolig. Politisk har der jævnligt været fokus på netop fraflytningsudgifter, men den politiske diskussion har været baseret på myter om fraflytningsudgifter. Nu har vi et godt overblik over fakta, som viser, hvor meget det reelt koster en lejer at fraflytte en privat udlejningsbolig, siger John R. Frederiksen, formand for Ejendomsforeningen Danmark. 

Undersøgelsen viser, at lejer betaler under 10.000 kr. til istandsættelse i over halvdelen af de opgjorte sager. Kun i knap 4 procent af sagerne er udgiften til istandsættelse på over 50.000 kr. 

- Ser vi lidt bag om tallene på de få - men høje - fraflytningsregninger, så skyldes de typisk, at lejer ikke har foretaget den løbende indvendige vedligeholdelse, som jo ellers er lejers pligt, og som er en del af lejeaftalen. Der kan også være tale om, at lejer har vandaliseret lejemålet, siger John R. Frederiksen. 

I ganske få fraflytningssager, nemlig 0,3 procent af sagerne, er regningen til istandsættelse på over 100.000 kr. I disse sager er der ofte tale om, at lejerne har misligholdt deres lejemål. 

- Tallene viser jo desværre, at der i ganske få tilfælde er tale om meget betydelige udgifter. Der er enten tale om meget store lejemål på over 200 m2, eller der er tale om misligholdelse eller egentlig vandalisering af lejemålet. Ved misligholdelse eller vandalisering af lejemålet er der ofte tale om lejere, som ikke magter at overholde deres vedligeholdelsesforpligtelse, fx en psykisk syg eller en ældre borger. Altså personer, der har kontakt til kommunerne, og derfor virker det ekstra urimeligt, at det ofte bliver udlejer, der kommer til at stå med disse høje fraflytningsregninger, siger John R. Frederiksen. 

Det er Ejendomsforeningen Danmarks opfattelse, at flere sociale problemer ikke løses i kommunerne. 

- Når kommunerne ikke sætter tilstrækkeligt ind med en social indsats over for ressourcesvage personer, så er resultatet desværre en vandalisering og misligholdelse af lejligheder, samt at nogle lejere genererer de øvrige beboere i en ejendom, siger John R. Frederiksen. 

Det fremgår af undersøgelsen, at jo længere tid en lejer har boet i en privat lejebolig, jo højere er udgiften til istandsættelse. Desuden viser tallene, at jo større et lejemål lejer har boet i, jo højere er lejers udgift til istandsættelse ved fraflytning. 

Læs undersøgelsen 

Denne pressemeddelelse er sendt den 25. januar 2012.