Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Snart studiestart: Unge efterspørger private lejeboliger

Tusindvis af nye studerende begynder til august på en videregående uddannelse. For mange af dem følger en intens jagt på en ny bolig i kølvandet på optagelsen. De unges boligmangel kan afhjælpes ved at forbedre vilkårene for private lejeboliger.

Knap 22.000 studerende begyndte på en lang videregående uddannelse sidste år. Og den 30. juli får tusindvis af nye unge besked på, om de er kommet ind på deres drømmestudium. Når de nye studerende skal finde et sted at bo nær deres uddannelsessted, efterspørger de blandt andet de private lejeboliger, som er en ideel boligform for dem. Men antallet af private lejeboliger svinder og har siden 1970 været nedadgående. 

- Der vil være et fortsat fald i antallet af private lejeboliger, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Man bør fra politisk side erkende, at den nuværende meget detaljerede og uigennemskuelige lovgivning på området er en del af årsagen til det konstante fald i private udlejningsboliger. Der bør skabes bedre incitamenter for private investorer til at imødekomme de unges stigende efterspørgsel efter private lejeboliger, siger Torben Christensen, direktør i Ejendomsforeningen Danmark. 

Om ti år vil der være over 88.000 flere unge, end der er i dag, og et stigende antal vælger at tage en videregående uddannelse. Beregninger fra Ejendomsforeningen Danmark viser, at frem til år 2025 vil efterspørgslen efter private lejeboliger fra blandt andet studerende vokse, så der hvert år bliver behov for cirka 3.800 ekstra private udlejningsboliger.  

Det kan som eksempel nævnes, at ud af de cirka 10.000 nye boliger, der blev opført i 2007, udbydes kun otte procent til udlejning i dag. 

- Den komplicerede og stramme lejeregulering er en af grundene til, at flere og flere private investorer vælger at sælge deres boligejendomme. Det er svært at opnå en rimelig forrentning på sin investering, så investor kan ikke få økonomien til at hænge sammen. Det er en skam, for flere private lejeboliger ville være med til at afhjælpe de unges boligmangel, siger Torben Christensen. 

En undersøgelse fra AKF har vist, at de unge er mere tilfredse med at bo i private lejelejligheder, end at bo til fremleje eller i ungdomsbolig, på kollegium eller i en almen lejelejlighed. 

Læs mere 

Download AKF’s rapport ”Unge på boligmarkedet” 

Fakta  

  • Der er i dag 806.959 unge mellem 18 og 29 år i Danmark  
  • Om ti år vil der være 88.201 flere unge, end der er i dag   
  • 21.883 personer begyndte at studere på en lang videregående uddannelse i 2011  
  • Af de 10.386 boliger, opført i 2007, fungerer otte procent som professionel udlejning 

Kilde: Danmarks Statistik. 

Denne pressemeddelelse er sendt den 17. juli 2012.