Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Boligejendomme styrker sin førerposition

For første gang i to år er der en positiv udvikling i forventningerne til både ejendomsværdi, tomgang og markedsleje. Især boligsegmentet stikker af fra resten af feltet. Det viser Ejendomsforeningen Danmarks nyeste forventningsundersøgelse for andet kvartal 2013.

Selv om den økonomiske krise endnu ikke har sluppet sit greb om Danmark, er der en vis optimisme at spore på det danske ejendomsmarked. Optimismen gælder især for boligudlejningsejendomme, som der er høje forventninger til både ejendomsværdi, tomgang og markedsleje. 

To tredjedele af deltagerne i forventningsundersøgelsen regner med, at det vil gå fremad for boliger det næste år, mens resten forventer samme niveau som nu. 

Der kan være mange forklaringer på, hvorfor der er mest optimisme knyttet til boliger. For eksempel får de større byer flere og flere tilflyttere, hvilket skaber en større efterspørgsel på boliger. 

- Efter de store prisudsving ovenpå den økonomiske krise er der sandsynligvis stadig nogle boligsøgende, som vil efterspørge lejeboliger frem for at købe selv, vurderer adm. direktør i Ejendomsforeningen Torben Christensen. 

Og forventningerne om, at boliger er den sikreste ejendomstype at sætte sine penge i, er ikke grebet ud af den blå luft. 

- De nyeste tal fra IPD Dansk Ejendomsindeks, som blev offentliggjort i slutningen af februar viste, at boliger i 2012 gav 6,7 procent i totalt afkast. Det er det højeste afkast blandt alle ejendomstyper, og sidst, det skete, var i 2006, fortæller Torben Christensen.

Optimismen har også bredt sig til butikssegmentet, som nu har overhalet forventningerne til kontorer i forhold til både ejendomsværdi, tomgang og markedsleje. Det er første gang, det sker, siden Ejendomsforeningen Danmark begyndte at gennemføre forventningsundersøgelsen for godt to år siden. 

Frem i et lavere gear 

Alt dette ændrer dog ikke på, at forventningerne til det totale afkast for ejendomme generelt er mere afdæmpede, end de tidligere har været. Således regner deltagerne i undersøgelsen med, at det totale afkast for 2013 vil lande på 5,4 procent. Det er 0,1 procent mindre end sidste kvartal og 0,2 procent mindre end for et år siden. 

- Der er stadig tiltro til, at der vil være fremgang i de kommende år, men det kommer til at foregå i et langsommere tempo. Det skal ses i lyset af, at Danmarks Statistik seneste tal for 2012 tyder på en skuffende økonomisk udvikling for samfundet som helhed på minus 0,6 procent, siger Torben Christensen. 

Se fakta-ark 

Læs webrapporten 

Se tidligere udgaver af forventningsundersøgelsen 

Om Ejendomsforeningen Danmarks Forventningsundersøgelse 

Resultaterne fra forventningsundersøgelsen, andet kvartal 2013, er netop udgivet. Resultaterne er indsamlet primo 2013. Undersøgelsen udkommer hvert kvartal og bygger på en række markedsaktørers forventninger til blandt andet det totale afkast og tomgang for investeringsejendomme. 

Denne pressemeddelelse er sendt den 3. april 2013.