Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Forventningerne rammer det laveste niveau

Selv om vi befinder os i den lyse tid på året, er der stadig længe til lysere tider på ejendomsmarkedet. Det tyder det i hvert fald på i følge Ejendomsforeningen Danmarks kvartalsvise forventningsundersøgelse, som netop er udkommet.

For 10. gang har Ejendomsforeningen Danmark spurgt aktører i ejendomsbranchen til deres forventninger til totalt afkast for investeringsejendomme i 2013. Og denne gang rammer forventningerne det laveste niveau endnu målt for 2013. Hvor forventningerne til tredje kvartal var optimistiske i både 2011 og 2012, er tredje kvartal i 2013 mere skuffende. Her forventes der kun et totalt afkast på 5,0 procent, og det er et fald på henholdsvis 0,4 procentpoint i forhold til 2. kvartal 2013 og 0,7 procentpoint i forhold til 3. kvartal i 2012. 

Forventningerne på længere sigt er også blevet lavere. Deltagerne i undersøgelsen regner med et gennemsnitligt årligt afkast de næste fem år på 5,5 procent. Ikke nok med at det er et fald på 0,3 procentpoint i forhold til forventningerne i forrige kvartal – det er også de laveste forventninger til en femårig periode målt hidtil. Til sammenligning har de seneste 13 års gennemsnitlige totale afkast ligget på 8,4 procent målt af IPD Dansk Ejendomsindeks. 

- Forventningerne hænger sammen med den ringere økonomiske vækst. I 2012 var den økonomiske vækst negativ på -0,5 procent, og vismændene spår, at den økonomiske vækst for 2013 kun kommer til at ligge på 0,2 procent mod de 1,6 procent, som de tidligere regnede med, siger Torben Christensen, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark. 

Forventninger om mindre tomgang 

Men der er dog også positive elementer i forventningsundersøgelsen for tredje kvartal 2013. Boligejendomme ligger fortsat nummer et i forhold til erhvervsejendomme. Der er især høje forventninger til en positiv udvikling i ejendomsværdien for boliger – faktisk de højeste forventninger målt hidtil for boliger. 

Derudover går det også bedre med tomgangen. Deltagerne i forventningsundersøgelsen er blevet forsigtigt mere optimistiske for udlejningsprocenten for bolig-, industri-, butiks- og kontorlokaler. 

- Selv om udviklingen i forventningerne til tomgang ikke er markant positiv, så er den ikke desto mindre til at få øje på. Det kan give håb om, at det ser bedre ud om nogle år, og at det går i den rigtige retning, om end det går langsomt, siger Torben Christensen.

Læs mere i webrapporten og faktaarket til pressemeddelelsen. Her bliver det nye forventningsbarometer introduceret. 

Se fakta-ark 

Læs webrapporten 

Se tidligere udgaver af forventningsundersøgelsen

Om Ejendomsforeningen Danmarks Forventningsundersøgelse 

Resultaterne fra forventningsundersøgelsen, tredje kvartal 2013, er netop udgivet. Resultaterne er indsamlet medio 2013. Undersøgelsen udkommer hvert kvartal og bygger på en række markedsaktørers forventninger til blandt andet det totale afkast og tomgang for investeringsejendomme. 

Denne pressemeddelelse er sendt den 26. juni 2013.