Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Syv gode råd til dig, der vil købe en andelsbolig

Flere tusinde nye studerende begynder snart på en videregående uddannelse. De skal finde et sted at bo, og det kunne for eksempel være i en andelsbolig, hvor der er god mulighed for at gøre et godt køb lige nu. Ejendomsforeningen Danmark repræsenterer flest andelsboligforeninger i Danmark og har derfor en række råd til kommende købere.

Mange af de nye studerende efterspørger den kommende tid boliger i de store studiebyer – gerne boliger med en god beliggenhed. Derfor vil flere og flere formentlig købe en andelsbolig, da en stor del af boligerne i de største byer er andelsboliger. 

Siden 2003 er antallet af andelsboliger på landsplan steget med 35.846 boliger. Det svarer til en stigning på 21 procent. I København og på Frederiksberg er der lige nu omkring 3.200 ubeboede andelsboliger. I Aarhus er der godt 200 ubeboede andelsboliger. 

Særligt i København er der mange andelsboliger – omkring 19 procent af boligerne i København og Frederiksberg er andelsboliger. I de tre andre store studiebyer, Aarhus, Odense og Aalborg, er der dog forholdsvist flere, nemlig henholdsvis 28, 25 og 25 procent. 

- Vi forventer, at mange studerende vil købe en andelsbolig i den kommende tid. Desværre har andelsboliger i de senere år fået et blakket ry, men langt de fleste andelsboliger ligger i veldrevne foreninger med en solid økonomi. Så der er mulighed for at gøre en god handel, siger Torben Christensen, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark. 

Selv om der ikke findes præcise opgørelser over, hvor mange andelsboligforeninger der kæmper med en dårlig økonomi på grund af høj gæld, er det formentlig ikke så mange. 

- Ejendomsforeningen Danmark repræsenterer flest andelsboligforeninger i Danmark, og det er vores helt klare indtryk, at det kun er et fåtal af foreningerne, der har en dårlig økonomi, siger Torben Christensen. 

For eksempel har Ejendomsforeningen Danmark undersøgt, hvor mange andelsboligforeninger, der har de udskældte renteswaps, som ofte har fået skyld for at give en dårlig økonomi. Men mindre end tre procent af andelsboligforeningerne har en potentielt problematisk renteswap, så en renteswap er altså ikke ensbetydende med en dårlig økonomi. 

Man skal dog som andelsboligkøber stadig være opmærksom på en række forhold, så man ikke ender med at gøre en dårlig handel. 

De syv råd 

I alt har Ejendomsforeningen Danmark syv gode råd til kommende andelsboligkøbere: 

1. Overvej om du ønsker at bo i en andelsbolig. Når man køber en andelsbolig, bliver man medejer af en andelsboligforening. Man får en eksklusiv brugsret til den pågældende lejlighed, men man ejer den ikke. 

2. Undersøg hvilke lån foreningen har optaget – oplysningerne vil fremgå af foreningens årsregnskab. Har foreningen eksempelvis optaget flekslån eller fastforrentet lån? Ved et flekslån kan en eventuel stigning i renten øge andelshavers boligydelse. Har foreningen indgået en renteswapaftale, så undersøg, hvilken indvirkning det kan have på andelskronen. Overvej, om det er konsekvenser, du kan leve med. 

3. Sæt dig ind i, hvilke hæftelsesforhold der er i den pågældende andelsboligforening. Hæftelsesforholdene afgør eksempelvis, hvordan du vil være forpligtet i forhold til den gæld, foreningen kan have. Hæfter den enkelte andelshaver ved sit indskud pro rata, for eksempel fordelingstal, eller hæfter man solidarisk? Hæftelsesforholdene fremgår af foreningens vedtægter og årsregnskab, som kan rekvireres hos sælger. 

4. Få også det seneste årsregnskab fra administrator og undersøg, om foreningen har udarbejdet såkaldte nøgletal. Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en vejledning til årsregnskaber for andelsboligforeninger. Flere og flere andelsboligforeninger følger vejledningen og oplyser derfor i en note til årsregnskabet foreningens økonomiske nøgletal. Nøgletallene giver mulighed for at sammenligne foreningers økonomi. 

Læs vejledning

5. Tag kontakt til foreningens administrator, og få referatet fra den seneste generalforsamling. Her kan man eksempelvis finde ud af, om der er vedtaget kommende vedligeholdelsesprojekter, der kan give en stigning i boligydelsen m.m. 

6. Find ud af, om foreningen har udarbejdet en vedligeholdelsesplan. I planen vil typisk fremgå en række forslag til vedligeholdelsestiltag, for eksempel vedligeholdelse af trapper og udskiftning af faldstammer, tag og vinduer. Planen giver dig et overblik over ejendommens tilstand og hvilke udgifter, der er i vente. 

7. Tag kontakt til en uvildig rådgiver, selvom du nu har et godt udgangspunkt for din vurdering af andelsboligen. Det er i øvrigt værd at bemærke, at selv om en andelsboligforening eksempelvis har et flekslån, kan foreningen godt have så god en økonomi, at en stigning i renten ikke kommer til at få indflydelse på hverken boligydelsen eller andelsværdien. Herudover kan der være mange flere overvejelser, end dem der er beskrevet i de seks ovenstående punkter, så det er vigtigt med en professionel rådgivning i forbindelse med køb af andelsbolig. 

Denne pressemeddelelse er sendt den 11. juli 2013