Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Esbjerg Kommune pålægger ejendomsejere stor ekstraudgift

Ikke alle breve er sjove at komme hjem til efter sommerferien. Esbjerg Kommune har netop varslet påbud om separering af regn- og spildevand for en række ejendomme i Esbjerg, da kommunen står for at skulle renovere kloaksystemet. 

Konkret betyder det, at grundejerne i det berørte område har pligt til at få foretaget en adskillelse af spildevand og regnvand, så det kan tilsluttes det offentlige spildevandsstik og regnvandsstik. I et brev udsendt fra kommunen til grundejerne fremgår det, at separeringen skal være foretaget inden 1. januar 2017. 

”Det er ikke rimeligt at pålægge de lokale grundejerne så store ekstraudgifter som følge af kommunens beslutning om at omlægge kloakken”, lyder reaktionen fra Torben Christensen, administrerende direktør fra Ejendomsforeningen Danmark. 

Regningen sendes videre til lejerne 

Ejendomsforeningen Danmark henviser til, at den enkelte grundejers ekstraudgifter erfaringsmæssigt kan løbe op i et sekscifret beløb, hvilket på det nuværende pressede ejendomsmarked kan være meget svært at skaffe. 

”Hovedparten af de berørte ejendomme er udlejningsejendomme, hvorfor en ekstraordinær, betydelig udgift for ejendomsejerne efter gældende regler kan pålægges lejerne i de berørte ejendomme – butikker, kontorer og boliger – der vil opleve betydelige huslejestigninger. Man kan frygte, at lejerne ikke kan eller vil betale for den huslejestigning. Resultatet kan blive, at de opsiger deres lejemål og søger mod ejendomme, der ligger i et område, hvor der ikke skal ske omlægning af kloakken”, siger Torben Christensen. 

Esbjerg Kommune er med en grundskyld på 25,29 promille blandt de kommuner, der opkræver den højeste grundskyld i landet. Derfor mener Ejendomsforeningen Danmark, at kommunen passende kunne bruge nogle af disse penge til at betale for ændringen af kloakeringen.  

Grundejerne har allerede betalt én gang 

Ejendomsaktieselskabet Bangs Gård har ind til flere ejendomme i det område, hvor omlægningen af kloakeringen skal foregå. Direktøren, Eivind Dam Jensen, stiller sig uforstående over for, at den enkelte grundejer bliver pålagt at betale gildet. 

”Det er Esbjerg Kommune, der har opført, ejer og driver det bestående anlæg og fået dette betalt af grundejerne ved påligning af bidrag til kloak og rensningsanlæg tilbage i starten af 70’erne. Bidragene fra den enkelte grundejer blev her enten indbetalt kontant eller betalt over en periode på typisk op til ti år. Grundejerne har derfor ikke på noget tidspunkt ved etablering af anlægget haft andet med det at gøre, end at de har fået lov til at betale det”, siger Eivind Dam Jensen.

Han mener derfor ikke, det er rimeligt, at den enkelte grundejer endnu engang skal belastes økonomisk, hvis anlægget har vist sig ikke at være tilstrækkeligt effektivt. 
Ejendomsforeningen Danmark har i et brev til borgmester Johnny Søtrup anbefalet, at kommunen betaler for renoveringen. 

Denne pressemeddelelse blev sendt den 7. august.