Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Grundskyld og byggesagsgebyrer hæmmer byggelysten

Nybyggeriet ligger på et historisk lavt niveau, og byggetempoet er langt lavere end efterspørgslen i de større kommuner. I 2013 var antallet af påbegyndte boliger på landsplan 9.000, hvilket er det laveste antal siden 1944. Særligt i københavnsområdet er byggetempoet lavt, selvom prognoser viser, at der frem mod 2040 vil være behov for 100.000 flere boliger. 

Ifølge Morten Marott Larsen fra Ejendomsforeningen Danmark og lektor i boligøkonomi Jens Lunde ved CBS bør kommunerne overveje at nedsætte grundskyld og byggesagsgebyrer for at sætte gang i byggelysten. 

Maksimal grundskyld i København 

Københavns Kommune opkræver den maksimale grundskyld på 34 promille og indtager dermed en førerposition sammenlignet med landets andre store kommuner såsom Aalborg, Aarhus og Odense, hvor grundskylden ligger på henholdsvis 27, 25 og 22 promille. Også kommunens byggesagsgebyr for etagebebyggelser på 476.000 kr. er forholdsvist højt sammenlignet med landets øvrige kommuner. I 2013 placerede kommunen sig derfor som nr. 93 ud af 98 kommuner i Ejendomsforeningen Danmarks ejendomsvenlighedsundersøgelse. 

Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen udtalte tidligere på året til Ejendomsforeningen Danmarks medlemsmagasin Huset, at kommunen løbende drøfter, om der er plads i økonomien til at skabe lettelser, men at der ikke er planlagt reduktioner i forhold til grundskyldspromillen. 

Grundskylden er giftig 

Ønsker man at skabe gode betingelser for boligbyggeriet og gøre en kommune til et eftertragtet sted, hvor det er billigt at bo og leve, er det ifølge Morten Marott Larsen dog værd at nedsætte skatter og afgifter, der kan være hæmmende for nybyggeriet. 

”Grundskyld og byggesagsgebyrer kan jo kun betales af erhvervs- og boliglejere, og det kan både virke hæmmende for boligbyggeriet og lysten til at bosætte sig i en kommune. København har en god økonomi, så her må det være på tide at sænke grundskylden”, siger Morten Marott Larsen. 

Også lektor i boligøkonomi Jens Lunde mener, at grundskylden i København er problematisk. 

”Grundskylden i hovedstadsområdet er efterhånden temmelig giftig. Når ejendomspriserne falder burde grundpriserne falde tilsvarende. Da vi ikke har ret mange byggegrunde, der handles, uden der står noget byggeri på, er det ret svært at dokumentere, hvad prisen for grunde egentlig skal være. Grundvurderingerne er kommet højt op, og så bliver grundskylden rigtig alvorlig, og vil også være alvorlig i relation til nybyggeriet”, siger Jens Lunde. 

Syv kommuner herunder, Brøndby, Hvidovre, Roskilde, Solrød, Greve, Høje Tåstrup og Furesø har nedsat grundskylden i 2014. Syv kommuner, heriblandt København, har valgt at opkræve den maksimale grundskyld. To kommuner har valgt helt at fjerne byggesagsgebyrerne i 2014, nemlig Assens og Odense. Til efteråret udkommer Ejendomsforeningen Danmarks ejendomsvenlighedsundersøgelse for 2014. 

Denne pressemeddelelse blev sendt den 12. august 2014.