Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Nyt lejelovsudspil: Minister overdriver udgifter til fraflytning

Minister Carsten Hansen præsenterede i dag sit forslag til forenkling og modernisering af lejelovgivningen. Formålet med udspillet er blandt andet at sikre lejerne mod urimelige udgifter ved fraflytning. Ejendomsforeningen Danmark mener, at ministeren misinformerer om udgifterne. 

Ministeren for by. bolig og landdistrikter Carsten Hansen har i dag fremlagt et udspil til ændring af lejeloven. Et udspil, der tilgodeser lejernes interesser i hidtil uset grad. Udlejerne pålægges nye vidtgående krav, der kan få meget betydelige konsekvenser ved manglende overholdelse af nye frister og procedurekrav. 

”Ministerens udspil til ændring af lejeloven er en gave til lejerorganisationerne, der også har udvist stor tilfredshed med udspillet. Det kan dog godt undre, at ministeren nu vælger at belønne lejerorganisationerne for at have forladt forhandlingerne om en forenkling af lejeloven. Forhandlinger, der har været i gang i mere end otte år”, siger Torben Christensen, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark. 

En af ministerens begrundelser, for at foreslå ændring af reglerne for fraflytningsregninger, er, at mange lejere får alt for høje fraflytningsregninger. Ejendomsforeningen Danmark har imidlertid orienteret ministeren om en netop offentliggjort undersøgelse, der viser, at der ikke er problemer med fraflytningsregninger i den private boligudlejningssektor. 

Ikke høje udgifter 

DEAS har undersøgt 6.153 flytteafregninger i perioden den 1. januar 2012 til 31. juli 2013. Resultaterne er samlet i rapporten ”Private lejeboliger – hvad koster det at flytte?” 

Undersøgelsen dokumenterer, at hver tredje lejer ingen regning modtager ved fraflytning, da lejemålene er afleveret, som aftalt i lejekontrakten. Desuden viser undersøgelsen, at lejer i gennemsnit bor seks år i en privat lejebolig, og det koster knap 12.600 kroner at flytte fra boligen. 

”Undersøgelsen skaber et godt og faktuelt overblik over, hvad det egentlig koster at fraflytte en privat lejebolig. Og den dokumenterer, at lejerne generelt set ikke har høje udgifter ved fraflytning. Det er derfor underligt, at minister Carsten Hansen nu fremsætter et lovforslag baseret på myter om høje fraflytningsudgifter frem for på disse fakta. Ministeren overdriver, når han taler om for høje udgifter til fraflytning”, siger Torben Christensen. 

Få sager om misligholdelse 

Undersøgelsen viser også, at kun i 23 tilfælde, nemlig 0,4 procent af de gennemgåede sager, er udgiften til istandsættelse på mere end 100.000 kroner. Disse sager er helt specielle, fordi der typisk er tale om misligholdelse og dermed om voldsomme skader i lejemålet. 

”Tallene viser, at der i meget få tilfælde er tale om betydelige men dog fortsat helt rimelige udgifter. Der er enten tale om meget store lejemål, mange års misligholdelse eller egentlig vandalisering af lejemålet. Det er disse få sager, som ender i pressen, og som nu er udgangspunktet for lovforslaget. Men disse få sager er ikke et seriøst grundlag at stille flere krav til udlejere på”, siger Torben Christensen. 

Få lejere klager til huslejenævn 

Hvis lejer er utilfreds med en flytteregning, så kan vedkommende klage til det lokale huslejenævn. 

”En anden undersøgelse har vist, at det blot er fire procent af lejerne, som klager over flytteregningen. Langt de fleste lejere accepterer den regning, de får for istandsættelsen af det lejemål, de flytter fra. For lejemålet skal sættes i stand til den næste lejer, og det er der ikke noget underligt i. Der er ganske få konflikter, og området kræver derfor ikke flere besværlige regler. Ministeren skulle hellere få gjort lovgivningen mere enkel”, siger Torben Christensen. 

Fakta om udgifter til fraflytning 

DEAS har tidligere gennemført en undersøgelse, der bygger på fraflytningsudgifter for næsten 10.000 private lejemål, hvor lejerne flyttede i perioden 1. januar 2009 til 31. oktober 2011. Undersøgelsen viser i øvrigt helt samme tendens som den nye undersøgelse. 

Læs undersøgelse fra DEAS  

Denne pressemeddelelse er sendt den 24. marts 2014.