Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Ny lejer på markedet: Få et godt forhold til din udlejer

Der er mange ting, man skal være opmærksom på, når man flytter ind i en lejebolig, og især som førstegangslejer er det en god idé at sætte sig ind reglerne. Ejendomsforeningen Danmark kommer her med nogle gode råd til, hvordan man kommer bedst fra start.

Til september starter tusinder af studerende på landets videregående uddannelser. I den forbindelse flytter mange hjemmefra og skal for første gang ud at bo alene eller sammen med andre. Flere studerende vælger at bo til leje i en af landets 531.000 private lejeboliger eller 528.000 almene lejeboliger, men både før og efter, at man er flyttet ind, er der nogle ting, man skal huske at tænke over, fortæller Pernille Lind Husen, juridisk konsulent i Ejendomsforeningen Danmark.

”Første gang man flytter hjemmefra og ind i en lejebolig, er der nye ting, man skal forholde sig til og sørge for, som man måske ikke skulle i samme grad hjemme hos mor og far. Man skal selv betale husleje og varme og i en vis grad vedligeholde lejligheden. Derfor er det vigtigt, at man ved, hvad man skal og har nogle klare aftaler med udlejer, så man kan få et godt forhold fra start, ” siger hun.

Hvis man ikke overholder sin lejeaftale ved for eksempel ikke at betale sin husleje til tiden, kan man i værste fald blive smidt ud af lejligheden.

Gode råd til førstegangslejere

Ejendomsforeningen Danmark har derfor lavet fem gode råd, som især skal hjælpe førstegangslejerne med at komme godt fra start, når de skal ud på lejeboligmarkedet for første gang.

Betaling: Betal altid din husleje til tiden. Det fremgår af lejekontrakten, hvornår udlejer forventer at have modtaget din leje.

Vedligehold: Sæt dig ind i hvilke forpligtelser, du har i forhold til at vedligeholde lejligheden. Det kan være meget forskelligt og vil fremgå af lejekontrakten. Men det er altid en god idé at gøre rent, afkalke armaturer og rense afløb, når de trænger.

Kontrakt: Vær sikker på, at du forstår kontrakten og dens indhold, inden du skriver under. Spørg udlejer eller ejendomsadministratoren, hvis du har nogle spørgsmål. Hvis du stadig er i tvivl, kan du søge vejledning hos for eksempel Retshjælpen.

Orienter dig: Sæt dig godt ind i ejendommens husorden og find ud af, hvor du for eksempel skal stille din cykel, hvor affaldet skal sorteres, og hvor længe man må holde fest i weekenderne. Når man bor i etageejendom, kan man høre sine naboer, og derfor må man vise hensyn.

Vær kritisk: Der er desværre nogle fupmagere, der udgiver sig for at være udlejere. Du bør aldrig overføre depositum eller forudbetalt leje, før du har set lejemålet og modtaget en kontrakt, og du skal aldrig betale særskilte beløb for at få lejekontrakten. Hvis du er i tvivl, om udlejer er den, han udgiver sig for at være, kan du tjekke, hvem der ejer lejemålet eller ejendommen via tinglysning.dk eller ois.dk.

Denne pressemeddelelse blev sendt den 7. august 2015

Kontakt

Camilla Louise Kristensen, kommunikationskonsulent, Ejendomsforeningen Danmark, 50 51 28 85

Pernille Lind Husen, juridisk konsulent, Ejendomsforeningen Danmark, 33 12 03 30