Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Optimismen er tilbage i ejendomsbranchen

Investorerne på ejendomsmarkedet har høje forventninger til en fremgang i det totale afkast i 2015, som de mener vil ende på 5,5 procent. Samtidig forventer de, at ejendomsværdierne vil stige inden for alle sektorer: Kontor, butik, industri og bolig. Det viser Ejendomsforeningen Danmarks forventningsundersøgelse for andet kvartal, hvor der ikke tidligere er målt højere forventninger til ejendomsværdien.  

Investorernes forventning til et totalt afkast i 2015 på 5,5 procent er en fremgang på 0,2 procentpoint i forhold til sidste år. Til gengæld har investorerne også en forventning om, at 5,5 procent er det, der bliver gennemsnittet for perioden 2015-2019. I 2016 og 2017 vil det totale afkast ifølge undersøgelsen komme til at stige ganske lidt til 5,6 procent. 

”2015 tegner til at blive et rigtigt godt år for branchen. Forventningen om, at det totale afkast vil ligge på samme niveau de næste fire år, viser, at branchen ikke regner med, at træerne vokser ind i himlen”, siger Torben Christensen, der er administrerende direktør hos Ejendomsforeningen Danmark.  

Gode tider i 2015 

Med et forventet totalt afkast på 5,5 procent i 2015 betyder det for mange ejendomme, at ejendomsværdierne vil stige. Faktisk forventer deltagerne, at ejendomsværdierne vil stige for alle de fire sektorer: Kontor, butik, industri og bolig. 

”Det er første gang siden 1. kvartal 2011, hvor den første forventningsundersøgelse udkom, at der er forventninger om stigende ejendomsværdier for industri, og for alle sektorer gælder, at der ikke tidligere er målt højere forventninger til ejendomsværdi. Det ser også fornuftigt ud både med hensyn til udlejningsprocent og markedsleje”, siger Torben Christensen. 

Der er en forventning til, at udlejningsprocenterne vil stige for alle sektorer i det kommende år. Forventningerne til bolig er stadig positive, men er faldet lidt i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det betyder sandsynligvis, at udlejningsprocenten for bolig efterhånden er steget så meget, at den i nogle områder ikke kan stige mere. 

Forventningerne til markedsleje for butik har heller ikke været højere. Hele 47 procent af deltagerne forventer stigende markedsleje i denne sektor, mens 40 procent forventer uændret markedsleje. 30 procent af de adspurgte forventer stigende markedsleje for kontor, mens et flertal på 55 procent forventer stigende markedsleje for bolig. 

”Når vi ser på den positive udvikling, der er på boligejendomme, er det trist, at politikerne netop nu er i fuld gang med at indføre lovændringer, der kan gøre det mindre attraktivt for investorerne at investere i dette område i fremtiden. Her tænker jeg særligt på lejelovsforslaget og den planlovsændring, der netop er vedtaget, hvor kommunerne i de større byer nu kan stille krav om, at op til 25 procent af boligerne skal være almene, hvis grundene skal opnå status som boligområde i lokalplanen”, siger Torben Christensen. 

Vækstcentre i fremgang 

Udviklingen i ejendomsværdien forventes at være størst i København, Aarhus og Trekantområdet i nævnte rækkefølge, mens Aalborg vurderes lidt bedre end Odense. Tilsvarende er der konsensus om, at ejendomsværdierne stiger forholdsmæssigt mindre i resten af landet. 

Om Ejendomsforeningen Danmarks forventningsundersøgelse 

Resultaterne fra forventningsundersøgelsen, andet kvartal 2015, er netop udgivet. Resultaterne er indsamlet i februar 2015. Undersøgelsen udkommer hvert kvartal og bygger på en række markedsaktørers forventninger til blandt andet det totale afkast og udlejningsprocent for investeringsejendomme. 

Læs webrapport

Se tidligere udgaver af forventningsundersøgelsen 

Denne pressemeddelelse blev sendt den 25. marts 2015.