Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Tidssvarende lejeboliger forudsætter renovering

Debatindlæg bragt i Politiken mandag den 13. juli 2015 

Af John R. Frederiksen, formand, Ejendomsforeningen Danmark

Politiken har den seneste uge sat fokus på de private lejeboliger. Her langer Lejernes LO (LLO) igen ud efter de gennemgribende renoverede lejeboliger, der har en højere kvalitet og dermed også en højere leje end utidssvarende lejemål. LLO vil sætte udviklingen i stå og undlade at renovere - alene for at fastholde lejen. Men der er brug for flere renoverede og dermed tidssvarende lejemål.

Det er som om, Lejernes LO har glemt, at der er tale om ældre lejeboliger, som ofte ikke har et bad, og som også har utidssvarende installationer, ruminddeling og køkken. Sådanne lejeboliger bliver gennemgribende renoverede, når de bliver ledige. Det gavner nemlig blandt andet børnefamilier, der får mulighed for at blive i byen og bo i en tidssvarende bolig.

Det burde være glædeligt, at de private udlejere investerer i for eksempel nye badeværelser, køkkener og elinstallationer, som passer til den moderne families behov anno 2015. Men ikke alle politikere er enige. Sammen med LLO siger blandt andet Pelle Dragsted fra Enhedslisten den 8. juli til Politiken ”at udlejere kan hæve huslejen voldsomt ved for eksempel at skifte relativt nye køkkener fuldstændigt ud, hver gang de udlejer. Det ville de andre partier ikke være med til. Men nu kan vi se, at problemet er så stort, at det er helt uansvarligt at lukke øjnene for det. Derfor foreslår vi, at der bliver set på lejeloven igen”. 

Vores medlemmer og hovedparten af lejerne ryster på hovedet, for udtalelsen er langt fra virkelighedens verden. For moderne lejeboliger er efterspurgte, og lejerne står i kø for at få en moderne lejlighed i de ældre boligejendomme. Men det anfægter LLO og Enhedslisten ikke, der ligefrem kalder moderniseringerne for fup. Det er useriøst. Udlejere gennemfører kun de helt nødvendige renoveringer i ældre boliger, og stigningen i lejen kan i øvrigt altid forelægges for det kommunale huslejenævn.

En moderniseret lejebolig er billigere end en nybygget bolig. Og den er ikke dyrere end en nyopført almen bolig, som får offentlige tilskud. Der er derfor meget stor efterspørgsel blandt boligsøgende efter de moderniserede boliger.

Der er stadig mange ældre lejeboliger, der trænger til en gennemgribende modernisering. Her i 2015 er der for eksempel 93.000 boliger uden bad. Men LLO ser hellere, at staten skyder milliarder af offentlige kroner i byfornyelse af nedslidte og utidssvarende lejeboliger, som man gjorde år tilbage. Er det ikke mere rimeligt, at det er lejerne, og ikke skatteyderne, der betaler for den højere kvalitet, og som i øvrigt er bekendt med lejen, når de overtager lejligheden?

Der er behov for, at udlejerne får et øget incitament til at gennemføre flere moderniseringer, så lejeboligerne bringes op til en nutidig standard. De gældende regler for gennemgribende moderniseringer er meget tunge. Ejendomsforeningen Danmark ser gerne, at reglerne bliver gjort væsentligt enklere. Det er her, at der bør sættes ind politisk i stedet for hovedløst at fortsætte en ideologisk kamp imod de private udlejere.

I den virkelige verden har vi brug for flere lejeboliger i de store byer. At bekæmpe de private udlejere leder kun til færre boliger. Det har vi som samfund ikke råd til. Og vi har brug for udvikling af lejeboligerne – det må LLO også indse og tage et ansvar for. Samtidig bør man politisk arbejde for bedre rammevilkår for nybyggeriet, så de store byer får flere nye boliger. For behovet bliver kun større og større i fremtiden.

Dette debatindlæg er fra den 13. juli 2015