Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

OECD råder Danmark til at sætte huslejen fri for private lejeboliger – Ejendomsforeningen Danmark bakker op

OECD har netop sendt en ny analyse af den danske velfærdsmodel på gaden, hvor organisationen blandt andet tager temperaturen på boligmarkedet i Danmark.

Rapporten konkluderer, at særligt lejeboligmarkedet i København er for stramt reguleret for boliger, der er opført før 1991. En betragtning Ejendomsforeningen Danmark bakker op om.

”Vi er fuldstændig enige i OECD’s konklusioner om, at lejemarkedet er for strengt reguleret. Det er rigtig positivt, at der kommer fokus på det. Situationen i dag er blandt andet, at enlige bliver siddende i deres store boliger, fordi det ikke kan betale sig for dem at flytte. Hvis vi fik et mindre reguleret marked, ville der blive flere store boliger ledige til gavn for eksempelvis børnefamilier”, siger John R. Frederiksen, der er formand for Ejendomsforeningen Danmark.

I rapporten anbefaler OECD blandt andet, at der bør nedsættes en lejemarkedskommission, som ser på muligheden for at udvikle et større privat lejemarked. Ejendomsforeningen Danmark er parate til at bakke op om dette forslag.

”En lejekommission kan være en god idé, hvis man formår at samle nogle relevante personer, som fordomsfrit og med et åbent sind engagerer sig i opgaven. Det er vigtigt, at det ikke bliver en syltekrukke”, lyder rådet fra John R. Frederiksen.

Samme tankegang som i det gamle Sovjet

I forbindelse med rapporten har LLO udmeldt, at de er dybt uenige med OECD’s konklusioner. Jesper Larsen, der er cheføkonom i LLO, har i den forbindelse udtalt, at han ønsker, at der indføres et fordelingssystem "så det ikke kun er dem med de gode forbindelser, der kan få fingrene i de store og billige lejligheder i den centrale del af hovedstaden". Den løsning giver John R. Frederiksen ikke meget for.

”Det leder jo tankerne hen på det gamle Sovjetunionen. Hvordan skulle man med rimelighed kunne fordele noget, der er privat ejet? Det giver ikke mening. Man burde hellere se på vores nabolande, Norge og Finland, hvor det fungerer fint med et mindre reguleret marked. Mindre regulering vil skabe mere flow, og der vil blive flere lejligheder til rådighed til gavn for alle typer lejere”, lyder det fra Ejendomsforeningen Danmarks formand.

Antallet af ledige private udlejningsboliger er faldet betydeligt gennem de seneste år, primært på grund af tilbudspligten, hvor en ejendom, der er omfattet af boligreguleringsloven, ved et salg skal tilbydes lejerne. Lejerne kan så købe ejendommen og omdanne den fra en udlejningsejendom til en andelsboligforening.

”Det er en lovbestemmelse, som blandt andet LLO har holdt meget fast i. På den konto er der forsvundet cirka 4.000 boliger om året de sidste 20 år fra det frie lejemarked. Der er derfor virkelig behov for, at vi begynder at være mere ”open-minded” for at sikre de fornødne lejeboliger i fremtiden”, siger John R. Frederiksen.

Kontakt

Formand
John R. Frederiksen 
Ejendomsforeningen Danmark
40 53 55 22

Hent foto

Direktør
Torben Christensen
Ejendomsforeningen Danmark

31 90 40 09

Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 12.  maj 2016