Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Halsnæs Kommune taber terræn i undersøgelse om ejendomsvenlighed

Erhvervsorganisationen Ejendomsforeningen Danmark har for femte år i træk undersøgt hvilke kommuner, der skaber de bedste rammer for ejendomsbrugere og -ejere. Halsnæs Kommune har taget det største spring ned ad listen i 2016. 

Halsnæs Kommune placerer sig i 2016 som nummer 56 ud af 98 kommuner, hvilket er et fald på hele 47 pladser. I 2015 lå kommunen på en 9. plads og kunne dengang bryste sig af at være undersøgelsen højdespringer. Placeringen i år skyldes, at kommunens byggesagsgebyrer er reguleret i forhold til året før, hvilket har medført en mindre stigning i byggesagsgebyret. Derudover opkræver man fortsat den højeste sats for grundskyld, og kommunen er fortsat reguleret af boligreguleringsloven. Halsnæs Kommune har dog formået at reducere deres bruttosagsbehandlingstid med tre dage, så deres sagsbehandlingstid er nede på 18 dage, hvilket er en af de laveste i landet. Desuden har kommunen reduceret antallet af ejendomsforbrydelser og har fjernet dækningsafgiften forrige år.

Dårlige rammer koster på væksten

Torben Christensen, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark, mener ikke, at Halsnæs kommune får noget ud af at opkræve den maksimale sats for grundskyld.

”Når Halsnæs har en høj grundskyldspromille, får kommunen nok en lidt højere indtægt på den korte bane. Glæden er kortvarig, for på den lange bane er afgifterne med til at reducere ejendomsinvestorerne og resten af erhvervslivets interesse i at investere i kommunen, selv om grundpriserne er forholdsvis lave i området”, siger han.

Torben Christensen opfordrer derfor Halsnæs Kommune til at bruge undersøgelsen om ejendomsvenlighed aktivt til at vurdere, hvilke parametre der kan skrues på for at opnå en større ejendomsvenlighed.

”I kommunerne handler det om at tiltrække virksomheder, arbejdspladser og nye borgere. I den sammenhæng er det afgørende, at man kan tilbyde nogle gode vilkår og rammer for dem, der ejer og investerer i ejendomme. Behandler man ikke sit erhvervsliv ordentligt, koster det på væksten”, siger Torben Christensen.

Borgmester i Halsnæs Kommune, Steen Hasselriis (V), udtaler om undersøgelsen:

”Da vi sidste år gik frem med mange placeringer, tog jeg det forbehold, at undersøgelser som denne er forbundet med usikkerhed. Og det mener jeg stadig i år, hvor vi går tilbage. Vi gør generelt en stor indsats i forhold til erhvervsklimaet bl.a. ved ikke at have nogen dækningsafgift, og når vi i denne undersøgelse bliver straffet for at have en høj grundskyldspromille, så glemmer man en faktor i ligningen. Nemlig at vi i Halsnæs Kommune har billige grunde, hvilket samlet set betyder, at det er meget billigt at erhverve sig en ejendom i kommunen”, siger han.

De jyske og fynske kommuner har førertrøjen

Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse konkluderer, at de jyske og fynske kommuner generelt tænker mere erhvervsorienteret end de sjællandske. Det er fortsat i Region Hovedstaden, at ejendomsvenligheden er dårligst. Albertslund Kommune er den mindst ejendomsvenlige kommune i årets undersøgelse, mens Københavns Kommune, der lå på sidstepladsen i 2015, har formået at forbedre sin placering fra en 98. plads til en 93. plads i 2016. Vinderen af årets undersøgelse er Middelfart Kommune.

Kommunerne vurderes ud fra følgende parametre

  • Størrelsen på dækningsafgiftssatsen
  • Størrelsen på grundskyldspromillen
  • Om kommunens private lejeboliger er reguleret eller ej
  • Bruttosagsbehandlingstiden for byggesager
  • Nettosagsbehandlingstiden for byggesager
  • Størrelsen på byggesagsgebyrer
  • Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter

Kontakt

Adm. direktør 
Torben Christensen 
Ejendomsforeningen Danmark
31 90 40 09
Hent foto

Cheføkonom
Morten Marott Larsen 
Ejendomsforeningen Danmark
28 45 56 51
Hent foto

Kommunikationschef
Rikke Kristiansen
Ejendomsforeningen Danmark
26 39 27 37

Denne pressemeddelelse blev sendt den 31. oktober 2016