Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

København er nu mere ejendomsvenlig end Aarhus

Med en forbedring på fem pladser forlader Københavns Kommune sidste års sidsteplads og overhaler blandt andre Aarhus Kommune. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse af kommunernes ejendomsvenlighed i 2016.

Erhvervsorganisationen Ejendomsforeningen Danmark har for femte år i træk undersøgt, hvilke kommuner der skaber de bedste rammer for ejendomsbrugere og -ejere. Sidste år placerede undersøgelsen Københavns Kommune på en sidsteplads som landets mindst ejendomsvenlige kommune, men i år er der fremgang for kommunen.

Med et spring på fem pladser op på en 93. plads overhaler kommunen nemlig blandt andre Aarhus Kommune og Albertslund Kommune, der nu indtager sidstepladsen. Den bedre placering skyldes, at byggesagsgebyret i 2016 er sænket med 250 kr. Derudover har kommunen samtidig formået at sænke antallet af ejendomsforbrydelser i form af brandstiftelse, hærværk og indbrud.

Håber København vil fortsætte gode takter

Administrerende direktør hos Ejendomsforeningen Danmark, Torben Christensen, håber, at kommunen vil bruge den forbedrede placering som springbræt til at skabe endnu bedre forhold for ejendomsbranchen.

”Det er glædeligt, at Københavns Kommune har vist vilje til at komme nogle af problemerne til livs og har iværksat flere gode initiativer. Vi er ikke i tvivl om, at kommunen ønsker at forbedre vilkårene for ejendomsbranchen, og vi håber naturligvis, at de vil fortsætte de gode takter frem mod næste års undersøgelse, så de kan lægge endnu mere afstand til bunden,” siger han.

For selvom hovedstaden har rykket sig i den rigtige retning, er der også stadig plads til forbedring. Eksempelvis er kommunens bruttosagsbehandlingstid i forhold til sidste år forværret med 15 dage til nu at være på gennemsnitligt 102 dage. Desuden anvender Københavns Kommune stadig den maksimale sats i grundskyld (34 promille) og næsten den maksimale sats i dækningsbidraget (9,8 promille).

Fyn og Jylland snupper topplaceringer

Her kan Københavns Kommune søge inspiration hos Middelfart Kommune, der kommer ind på en førsteplads i Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse. Det skyldes nemlig primært, at Middelfart Kommune i år har valgt helt at fjerne dækningsafgiften. Kommunen får desuden point for at have lave sagsbehandlingstider og en lav grundskyld. Samtidig har Middelfart formået at nedbringe antallet af ejendomsforbrydelser i forhold til året før.

Fyn er i det hele taget stærkt repræsenteret på top-10 listen over ejendomsvenlige kommuner, hvor Assens Kommune kommer ind på en femteplads, mens Faaborg-Midtfyn får en syvendeplads. De jyske kommuner Billund og Ikast-Brande løber med anden- og tredjepladsen.

Kommunerne vurderes ud fra følgende parametre

  • Størrelsen på dækningsafgiftssatsen
  • Størrelsen på grundskyldspromillen
  • Om kommunens private lejeboliger er reguleret eller ej
  • Bruttosagsbehandlingstiden for byggesager
  • Nettosagsbehandlingstiden for byggesager
  • Størrelsen på byggesagsgebyrer
  • Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter

Kontakt

Adm. direktør 
Torben Christensen 
Ejendomsforeningen Danmark
31 90 40 09
Hent foto

Cheføkonom
Morten Marott Larsen 
Ejendomsforeningen Danmark
28 45 56 51
Hent foto

Kommunikationschef
Rikke Kristiansen
Ejendomsforeningen Danmark
26 39 27 37

Denne pressemeddelelse blev sendt den 31. oktober 2016