Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Donald Trump ryster ikke det danske investeringsejendomsmarked

Det totale afkast for investeringsejendomme i 2016 forventes at blive 5,9 procent, hvilket er en stigning på 0,3 procentpoint i forhold til forventningerne for et år siden. Det viser Ejendomsforeningen Danmarks forventningsundersøgelse for januar 2017.

I tiden omkring Brexit sænkede ejendomsinvestorerne forventningerne til investeringsejendomme i Danmark. I november 2016 blev Donald Trump valgt som USA's kommende præsident, men det har i første omgang ikke haft nogen afgørende indflydelse på ejendomsinvestorernes forventninger til det totale afkast på investeringsejendomme i Danmark. Forventningerne er stort set uændrede i forhold til oktober 2016.

Forventningerne til det totale afkast i 2016 har været stigende i fem kvartaler i træk frem til oktober 2016, hvor forventningerne faldt efter Brexit. Det totale afkast i 2016 forventes fortsat at blive 5,9 procent, hvilket stadig er en stigning på 0,3 procentpoint i forhold til forventningerne for et år siden.

Økonomisk vækst i bedring

Også den generelle økonomiske vækst i Danmark ser ud til at være i bedring. Danmarks Statistik har for nylig skrevet vækstraterne en smule op.

Bruttonationalproduktet (BNP) steg med 1,6 procent i 2015 efter korrektion for prisudvikling. Samtidig er væksten for 2014 blevet opjusteret til 1,7 procent. Det er første gang siden krisen, at væksten er over 1,5 procent i to år i træk.

”Den lave vækst har i en lang periode gjort, at priserne på investeringsejendommene er steget lidt på forskud på grund af de lave renter. Stiger den økonomiske vækst, vil renterne bevæge sig langsomt opad, og obligationerne vil igen begynde at blive interessante. Nogle af de penge, der er blevet placeret i investeringsejendomme, vil langsomt begynde at sive ud igen. Derfor skal vi ikke nødvendigvis regne med, at priserne kommer til at stige rigtig meget på investeringsejendomme i de kommende år”, siger Morten Marott Larsen, der er cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark.

Interesse for alle sektorer

I forhold til sidste kvartal er der fremgang i forventningerne til industri, hvor forventningerne til både ejendomsværdi, udlejningsprocent og markedsleje er de højeste målte i de 25 kvartaler, undersøgelsen er lavet. Det er en mærkbar forandring, der nu bringer forventningerne til industri på højde med de tre andre sektorer: kontor, butik og bolig.

”Industri ligger på et historisk højt niveau, og derved er investeringer i industriejendomme nu lige så spændende som investeringer i ejendomme i de tre andre sektorer. Men geografien er stadig vigtig. Mange af de professionelle investorer har længe kigget på de store byer. Men nu begynder man også i stigende grad at bevæge sig ud fra de største byer”, siger Morten Marott Larsen.

Fælles for alle fire sektorer er, at der i forhold til sidste kvartal er stigende forventninger til ejendomsværdi.

”Ser vi på kontorsektoren forventer næsten 70 procent af deltagerne stigende ejendomsværdier, og ejendomsværdien for kontor har aldrig været målt højere. Der er rigtig positivt, at der stadig er en forventning om, at ejendomme kan give nogle gode afkast”, siger Morten Marott Larsen.

Odense og Aalborg rykker frem

Både Odense og Aalborg oplever de højeste forventninger til ejendomsværdi siden 2014, hvor de kom med i forventningsundersøgelsen. Der er stadig størst forventninger til stigning i ejendomsværdi i København og Aarhus, men Aalborg indtager nu en klar tredjeplads. Odense har næsten indhentet Trekantområdet, mens der stadig er lavest forventning til resten af landet. Resultatet kan være et tegn på, at deltagerne i undersøgelsen nu forventer, at investeringsaktiviteten i stigende grad søger mod Odense og Aalborg.

Læs webrapport

Se tidligere udgaver af Markedsstatistikken – forventninger

Denne pressemeddelelse blev sendt den 4. januar 2017