Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Ejendomsinvestorernes forventninger aftager

Ejendomsinvestorernes forventninger ser ud til at toppe i 2017. Forventninger til det totale afkast ligger i år på 5,9 procent, og der er en forventning om stigende ejendomsværdier og leje samt faldende tomgang. Men over de næste fem år forventer investorerne, at der er en afmatning på vej. 

Det er fortsat gode tider for investeringsejendomme. Det viser Ejendomsforeningen Danmark markedsstatistik – forventninger for juli 2017, hvor forventningerne til det totale afkast ligger på 5,9 procent. Det svarer til en stigende ejendomsværdi på omkring én procent i 2017. Over en femårig periode spår ejendomsinvestorerne dog, at det totale afkast vil aftage til 5,6 procent. Udviklingen vil kunne ses allerede i 2018, hvor ejendomsinvestorerne har nedjusteret deres forventninger siden sidste kvartal. Forventningerne til 2018 er nu på 5,8 procent, hvilket er det lavest målte i de seneste seks kvartaler.

”Ejendomsværdierne er steget i en periode, men ejendomsinvestorerne har nu en forventning om, at markedet er ved at ramme et fornuftigt prisleje, hvilket gør, at den stigning, vi har set, forventes at aftage de næste par år.  Det viser, at ejendomsinvestorerne ikke har en forventning om, at træerne vokser ind i himlen”, siger Morten Marott Larsen, der er cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark. 

Han understreger, at afkastet på investeringsejendomme vil ligge på et godt og fornuftigt niveau til trods for en kommende afmatning.

”Selvom der er en afmatning under opsejling, er investeringsejendomme stadig en god investering, som vil komme til at give et fornuftigt afkast de næste par år”, siger Morten Marott Larsen. 

Rekordhøje forventninger til kontor 

I forventningsundersøgelsen fremgår det også, at ejendomsinvestorerne har rekordhøje forventninger til markedsleje for kontor. Samtidig er der blandt investorerne stor forventning om en stigende udlejningsprocent for kontor. 

”Siden april 2013 har der været forventning om faldende tomgang for kontor. Deltagerne har haft ret i denne udvikling i det seneste år, da Ejendomsforeningen Danmarks markedsstatistik – tomgang i april 2017 viste, at der i det seneste år havde været et fald på 0,6 procentpoint for den økonomiske tomgang for kontor”, siger Morten Marott Larsen og fortsætter:

”En faldende tomgang betyder, at der vil være færre kontorkvadratmeter at vælge mellem. Kontor bliver en mere eftertragtet vare, og så vil priserne forventeligt begynde at stige”, siger han.

Det er femte kvartal i træk, at der er større forventninger til kontors ejendomsværdier i forhold til bolig, industri og butik.

Aalborg og Odense fortsætter fremgangen

Der er stigende forventninger til ejendomsværdierne i Aalborg og Odense i forhold til det øvrige Danmark. Det er femte kvartal i træk, at der er en forventning om fremgang for de to byer. Overordnet er det dog stadig Danmarks to største byer, København og Aarhus, der er størst forventninger til.

Læs webrapport

Se tidligere udgaver af Markedsstatistikken – forventninger

Kontakt

Cheføkonom
Morten Marott Larsen 
Ejendomsforeningen Danmark
28 45 56 51
Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 21. juni 2017