Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Københavns Kommune er landets mindst ejendomsvenlige kommune

Ny undersøgelse fra Ejendomsforeningen Danmark viser, at Københavns Kommune er landets mindst ejendomsvenlige kommune. Det er især et højt byggesagsgebyr, der placerer kommunen i undersøgelsens bund.  

Ejendomsforeningen Danmark undersøger for sjette år i træk ejendommenes vilkår i landets kommuner. Undersøgelsen viser, at Københavns Kommune er den mindst ejendomsvenlige kommune med en placering som nr. 98 ud af 98. 

Det skyldes, at Københavns Kommune har hævet byggesagsgebyret fra 550 kroner til 799 kroner siden sidste år. Det er markant højere end landsgennemsnittet på 476 kroner, der er faldet fire kroner i år. Derudover er nettosagsbehandlingstiden for byggesager gennemsnitligt faldet til 31 dage, hvor den er steget til 55 dage i Københavns Kommune. Bruttosagsbehandlingstiden i Københavns Kommune er faldet en enkelt dag til i alt 101 dage, hvor den landsgennemsnitligt er 65 dage. Københavns Kommunes høje grundskyld på 34 promille og en dækningsafgift på 9,8 promille, hvor den maksimale sats er 10 promille, har også medvirket til kommunens bundplacering. 

Generelt har Københavns Kommune klaret sig dårligt i Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse med tidligere placeringer som nr. 97, 98 og 93. Region Hovedstaden har også klaret sig dårligt i Ejendomsforeningen Danmarks undersøgelse, da regionen er den mindst ejendomsvenlige region.  

”De sjællandske kommuner tæt på hovedstaden klarer sig generelt dårligt i vores undersøgelse. Det skyldes blandt andet den centrale placering tæt på København, som holder aktiviteten høj trods dårligere ejendomsvilkår. Det giver ikke kommunerne samme incitament til at forbedre vilkårene”, siger Morten Marott Larsen, cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark.

En positiv udvikling for Københavns Kommune er dog, at der er sket en reduktion af de såkaldte ejendomsforbrydelser, som indbrud, hærværk og brandstiftelse, siden sidste år. 

Kommunerne er gennemsnitligt blevet mere ejendomsvenlige

Ejendomsforeningen Danmark har undersøgt forhold, som kommunerne selv har indflydelse på. Her viser resultatet, at ejendomsvenligheden generelt er forbedret i forhold til sidste år. Især på dækningsafgiften, som 18 kommuner har reduceret i årets løb, og grundskylden, som fire kommuner har sat ned. Der ses også et gennemsnitligt fald i antallet af såkaldte ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, indbrud og hærværk).

Det eneste parameter, der ikke har ændret sig, er antallet af regulerede kommuner, som fortsat tæller 79 kommuner, herunder Københavns Kommune. Det antal er uændret i de seks år, undersøgelsen er gennemført. 

Billund Kommune er landets mest ejendomsvenlige kommune. Af landets store kommuner klarer Odense Kommune sig bedst på plads nummer 22, Aarhus Kommune lander på en 92.-plads, og Aalborg Kommune ender på plads nummer 70. Kalundborg Kommune er undersøgelsens højdespringer med en forbedring fra sidste års placering som nr. 86 til nr. 26 i år. 

Se hvordan Københavns Kommune placerer sig i forhold til landets øvrige kommuner

Kommunerne vurderes ud fra parametrene:

  • Dækningsafgift
  • Grundskyld
  • Om kommunens private lejeboliger er regulerede eller ej
  • Bruttosagsbehandlingstid for byggesager viser den samlede sagsbehandlingstid fra kommunen første gang modtager byggeansøgningen, og til der er truffet en endelig afgørelse i sagen. 
  • Nettosagsbehandlingstid for byggesager afspejler den faktiske sagsbehandlingstid hos kommunen. Det er det antal dage det i gennemsnit tager at få behandlet en sag fra den dato, hvor alle fyldestgørende oplysninger er indhentet fra ansøgeren og til der er givet tilladelse eller afslag fra kommunen.  
  • Byggesagsgebyrer
  • Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter.