Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Væggelus invaderer i stigende grad lejligheder

Er du netop hjemvendt fra sommerferie, har du måske fået andet end fine souvenirs med hjem i kufferten. Væggelus hopper i stigende grad med som blinde passagerer. Kontakt straks udlejer i tilfælde af væggelus, råder skadedyrsbekæmper og Ejendomsforeningen Danmark.

Har du været en tur sydpå i sommerferien? Eller har du haft boligen lejet ud gennem Airbnb? Så er det en god idé at være ekstra opmærksom, hvis du vågner op med kløende insektbid, fortæller Brian Langholm, der er serviceansvarlig i Dansk Skimmel & SkadedyrsService ApS.

”Vi lever i et velfærdssamfund, hvor mange af os har råd til at rejse. Er man uheldig, får man væggelus med sig hjem i kufferten. Væggelus kan også spredes fra hjem til hjem, hvis man har overnattende gæster eller tager loppemarkedsfund med sig hjem. De stigende temperaturer i Danmark betyder, at skadedyr generelt har fået bedre levebetingelser”, siger Brian Langholm.

Udspekulerede insekter

Samme melding lyder fra Ejendomsforeningen Danmark, der er erhvervsorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen får ofte henvendelser fra medlemmer, der har problemer med væggelus.

"Væggelus er et stigende problem for en del af vores medlemmer, som må bruge flere og flere ressourcer på det. Der er helt klart et behov for, at folk bliver mere opmærksomme på risikoen for at få væggelus”, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

De små insekter er til stor gene for mennesker, da de er blodsugende, hvilket kan føre til kløende, røde insektbid. Og så er de ret udspekulerede.

”Væggelus kommer på det tidspunkt om natten, hvor der er allermest roligt i sengen. Man opdager det typisk ikke, før skaden er sket”, fortæller Brian Langholm.

En langvarig affære

Ifølge Brian Langholm er væggelus oftest et problem i etageejendomme og ses sjældent i villaer og parcelhuse, da de har lettere ved at sprede sig, når man bor tæt sammen. Man kan ikke tage kampen op mod dem selv, for det er kun skadedyrsbekæmpere, der har adgang til de nødvendige sprøjtemidler. Bekæmpelsen kan være en langvarig affære og kan i nogle situationer strække sig over 3-12 måneder, alt efter omstændighederne.

Bor man i en lejebolig, er det vigtigt, at man straks informerer sin udlejer, hvis man opdager væggelus i sin lejlighed, fortæller Jannick Nytoft. For hvis væggelusene spreder sig til andre lejligheder, kan det blive en dyr fornøjelse.

”Lejer har en oplysningspligt over for sin udlejer, for det er jo kun lejeren, der til daglig har adgang til lejemålet, og som har mulighed for at opdage problemer med skadedyr. Derfor risikerer lejeren også at blive gjort erstatningsansvarlig for udgifterne til bekæmpelsen, hvis han ikke giver besked til udlejeren”, siger Jannick Nytoft.

Kan vende tilbage

Selvom væggelusene umiddelbart efter bekæmpelsen ser ud til at være forsvundet, vil der altid være en risiko for, at der dukker nogle op på et senere tidspunkt, nogle gange måneder efter.

”En væggelus øger sin vægt op til ni gange, når den indtager føde. Herefter kan de godt skjule sig i halve og hele år og tære på depoterne. Vores bekæmpelsesmiddel holder i op til 30-40 dage, og så kan det være svært at ramme alle i ét hug. Endelig er udklækningstiden for væggelus også langvarig. Æggene dør ikke af at blive sprøjtet, men kun af damp og varmebehandling, og man kan ikke bare lige varme et lejemål op til 55 grader”, siger Brian Langholm.

Derfor er det bedste forsvar mod væggelusene, at man gør sig umage med ikke at lukke dem indenfor. Det har Brian Langholm også nogle gode råd til, hvordan man gør.

”Når du er på ferie, så forsøg så vidt muligt at holde kufferterne adskilt fra sengemiljøet. Du kan også vælge at pakke dit tøj ind i poser. Når du så kommer hjem igen, så vask dit tøj ved så høj temperatur som muligt, eller frys det ned”, siger han.

Tegn på væggelus

  • Kig efter sorte aftegninger under sengen og i madrassens sammenføjninger
  • Bliver du bidt om natten i din seng, er det typisk væggelus, der er årsagen
  • Væggelus bider typisk på ben, arme, hals og de steder, der ligger uden for dynen
  • Væggelus bider oftest sidst på natten, når søvnen er dybest

Væggelus gemmer sig i hulrum, bag billeder over sengen, under lamellerne, i hjørner under sengen m.m.

Kontakt

Adm. direktør Jannick Nytoft, Ejendomsforeningen Danmark, 27 11 20 73
Hent foto

Serviceansvarlig Brian LangholmDanskSkimmel & SkadedyrsService ApS, 40 86 52 02

Denne pressemeddelelse blev sendt den 19. juli 2018