Vi benytter cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies   

Glædeligt med ny politisk aftale for boligbeskatning

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre indgik den 2. maj et politisk forlig om en ny model for boligbeskatning. Ejendomsforeningen Danmark mener, at der langt hen ad vejen er tale om en god aftale.

Ejendomsforeningen Danmark finder det glædeligt, at regeringen nu har indgået en bred politisk aftale om en ny model for boligbeskatning.

”Vi synes, det er glædeligt, at regeringen har indgået en aftale, der gør, at vi kan komme rigtigt i gang med at få udviklet det nye ejendomsskattesystem på erhvervsområdet. Det er en bred aftale, hvor regeringen har valgt at gå videre med et markedskonformt vurderingssystem og samtidig sikret sig, at der er lavet en overgangsordning for grundskatterne. Langt hen ad vejen, mener vi derfor, at det er en god aftale”, siger Ejendomsforeningen Danmarks formand John R. Frederiksen.

Skatterabat omfatter ikke dækningsafgift

Dog undrer Ejendomsforeningen Danmark sig over, at de overgangsordninger, der skal sikre tryghed for alle, ikke gælder for dem, der driver erhvervsvirksomhed. I regeringens forlig fremgår det nemlig, at dækningsafgiften ikke omfattes af en overgangsordning (skatterabat).

”Danmark har brug for vækst og investering. Derfor er det mærkværdigt, at man indfører en overgangsordning, der gælder alle skattetyper lige med undtagelse af dækningsafgiften. En skat, der bliver betalt af erhvervslejerne. En stigning i dækningsafgiften vil være skadelig for erhvervslivet”, påpeger John R. Frederiksen.

Boliglejerne kompenseres

I forliget indgår også, at der blandt andet indføres en overgangsordning for udlejningsejendomme, der omfatter grundskylden. Endvidere indføres en moderniseret stigningsbegrænsningsregel, der indebærer, at overgangsordningen typisk udfases over cirka 20 år. Denne stigningsbegrænsningsregel vil give lejerne i private og almene lejeboliger tryghed om deres boligskat efter 2021.

”Det er positivt, at boliglejerne bliver kompenseret via grundskylden og får glæde af overgangsordningen”, siger John R. Frederiksen.

Kontakt

Formand
John R. Frederiksen
Ejendomsforeningen Danmark
40 53 55 22 
Hent foto

Adm. direktør 
Torben Christensen
Ejendomsforeningen Danmark
31 90 40 09
Hent foto

Denne pressemeddelelse blev sendt den 3. maj 2017